Anja i Afrika: maj 2012

Field trip var fantastisk spændende, men nu er jeg hjemme i den mere civiliserede del af Uganda igen. Jeg nød at være ude og få jord under neglene, for når man sidder på et kontor i hovedstaden oplever man den højtudviklede og civiliserede del af Uganda. Landbefolkningen udgør 80 % af den samlede befolkning og det er de traditionelle stammefolk på landet der diskriminerer kvinder, så det var fedt at opleve alt det vi arbejder med i praksis. Når jeg fortæller folk at jeg var i Karamoja gør de store øjne. Også i nyhederne fremstilles Karamoja som den mest uciviliserede del af Uganda – Karamojong-stammen er den stamme der er sakket mest bagud. De går ikke i tøj, men i lange slå-om klæder. De bor i primitive hytter og de fleste er kvægdrivere. Adgangen til uddannelse og til sundhedsydelser er meget dårlig – de skal rejse langt. Derfor får mange ingen uddannelse, heller ikke grundskole som ellers er gratis for alle. Men det hjælper jo ikke meget når skolerne er utilgængelige for landbefolkningen. Det er mit indtryk at regeringen fokuserer på at forbedre storbyerne frem for at udvikle landområderne. I nyhederne bliver der lavet indslag om børns skoletasker – hvad med de børn udenfor Kampala der ikke engang har adgang til skole? Også medierne fokuserer deres historier på hvad der foregår i hovedstaden, desværre.

Tilbage på kontoret gjaldt det rapport-skrivning. Rapport-skrivning er virkelig essentielt for at modtage udviklingshjælp; man skal kunne bevise hvad pengene er gået til og hvilke resultater man er nået frem til. Så det var i gang med at dokumentere hvad vores field trip handlede om, trin for trin.
Jeg fik mig en ret slem solskoldning da jeg valgte at tilbringe hele 1.maj foran en swimming pool. Mine malariapiller gør huden ekstrem lysfølsom som jeg selvfølgelig lige havde glemt… Det gjorde meget ondt, så derfor tilbragte jeg et par dage hjemme.
Weekenden stod på fint restaurantbesøg på The Revolving Restaurant – en restaurant i Kampalas centrum der drejer rundt. Det var flot at se hele byen oppefra. Bagefter tog vi i biografen og så en dårlig amerikansk film. Uganderne er generelt fans af amerikansk kultur. Lørdag mødtes jeg med min tjekkiske veninde der også er praktikant i Kampala – hun studerer psykologi i Prag. Jeg nyder altid at være sammen med andre europæere og snakke om hvor frustrerede vi til tider kan være over Uganda og uganderne. Vi spiste libanesisk mad – så jeg følte mig virkelig international: spise libanesisk mad i Uganda med min tjekkiske veninde, Jana. Søndag fik jeg og min roommate Sandra besøg af hendes ven, Ramah. Vi bestilte kinesisk mad (igen – internationalt) og så en film. Vi ser mange film da man på hvert et gadehjørne køber dvd-kopier meget billigt. Men det passer mig godt, jeg elsker at se film. Mandag var jeg til koncert med nogle små upcoming bands i Kampala. Her oplevede jeg bl.a. Eric Claptons sange tilsat afrikanske beats. Specielt.
Tirsdag tog jeg på National Museum med Jana. Museet var ikke noget særligt – der var nogle udstillinger af sten- og jernalder (slående hvor lidt det landlige Uganda har ændret sig på så mange år) og så var der nogle forskellige traditionelle musikinstrumenter man kunne spille. Det var sjovt og vi havde en god dag. Jeg nyder at være i byen hvor man kan gå i biografen, til koncert, på restaurant og på museum, men glæder mig også til den næste field trip som starter på søndag og går til Gulu og Kitgum distrikterne i Nord. Her skal vi fokusere på hvordan lovgivninger om kvinderettigheder er blevet implementeret i Norduganda. Vi skal mødes med ’den udøvende magt’, som jeg husker vi kaldte det i samfundsfag. Som tidligere nævnt er et af Ugandas største problemer den ringe implementering af de ellers fine love. Så det bliver sikkert spændende.

Her er nogle billeder jeg tog på vores field trip til Karamoja

Community DialogueLaureen som står for Gender Based Violence-kampagnen fortæller de lokale hvordan de selv kan skabe forandring i deres landsby. Det nytter nemlig ikke altid noget at vente på myndighederne.