Jeg har besteget Mount Kenya. Det er det mest ekstreme og udfordrende jeg nogensinde har gjort. Billedet af solopgangen bag de sneklaedte bjergtoppe sidder fast paa nethinden. Men lad mig begynde ved begyndelsen:
I loerdags blev vi hentet og koert mod det store bjerg vi har kunne skimte i horisonten lige siden vi ankom til Kenya. Mount Kenya, der er 4800 meter hoejt og dermed Afrikas naesthoejeste bjerg, kan ses paa lang afstand.
Vi blev sat af ved bjergets starting point – saadan lidt oppe ad bjerget. Der skulle 15 mand til at hjaelpe os 11 danskere med at gennemfoere bjergbestigningen. 2 kokke, 2 guider og portere, som er dem der baerer vores ting – mad, sovegrej, toej – alting. Det eneste vi selv skulle baere var vand og snacks (jeg havde stoevsuget det lokale supermarked for energibarer).
Men op gik det: den foerste dag gik vi 9 km. Det var varmt og gik jaevnt opad. Vi ankom til hytten vi skulle sove i ved aftensmadstid, og fik serveret laekker 3-retters menu. Maaltiderne var usaedvanligt gode, og det virkede lidt absurd i omgivelser der ellers var saa primitive, men det hjalp utvivlssomt paa humoeret og gejsten.
Dagen efter (soendag) skulle vi op kl. 6 og saa afsted. Bakke op og bakke ned – 15 km gik vi. Og her kunne man virkelig maerke temperaturskiftet. Efter frokost maatte vi have vores lejede skijakker paa. Soendag var haard og udfordrende, men vi naaede frem til hytten i 4200 meters hoejde sidst paa eftermiddagen.
Vi hyggede os i den iskolde hytte med varm kakao, snak og sange.
Natten til mandag blev vi vaekket kl. 02 og saa begyndte opstigningen for alvor! Med pandeampen paa hovedet gik det ellers opad. Og det var ikke bare en lille vandretur – det var decideret rockclimbing. Det gjaldt om at traede de rigtige steder og gribe fat i klippeudspringende. Det var ekstremt og farligt, men jeg noed det og det kick man fik.
Vi naaede ligepraecis toppen ved solopgang – og det kan ikke beskrives i ord. Jeg glaeder mig til at vise jer billeder: sneklaedte bjergtoppe under os, solen der var paa vej op, -20 grader, og en susende vind. Vi jublede og var saa stolte af os selv.
Nedstigningen var haard. I alt har vi gaaet mindst 50 km paa tre dage, og det kan i den grad maerkes i mine ben. Men udsigten fra toppen af Mount Kenya er det smukkeste jeg nogensinde har set og en oplevelse jeg ikke ville vaere foruden.
tirsdag den 28. februar 2012
fredag den 24. februar 2012
Siden sidst...
Hej fra Kenya!
Long time, no writing… Der sker saa mange ting hele tiden – vores program er meget taetpakket, men det er super fedt!
Det gaar fortsat rigtig godt. Jeg vil lige forsoege at ridse op hvad der sket siden sidt.
Vi har holdt en stor Youth Forum-temadag med kenyanske unge. Vi var ca. 50 unge i alt, kenyanske og danske. Vi blev undervist om det at facilitere, dvs at lede/organisere. Vi blev inddelt i grupper og skulle saa organisere en workshop. Min gruppe valgte at lave en workshop om kulturmoeder, hvorfor de kan vaere udfordrende og hvordan man bedst forbereder sig. Den blev virkelig vellykket!
Om aftenen tog vi i byen med de kenyanske unge. De viste os et hyggeligt sted hvor man baade kunne snakke og danse. Vi havde en rigtig god aften, men maatte overnatte paa et hotel i byen, da det er umuligt at komme hjem til Daraja efter kl. 22. Hotellet var fint, men fyldt med kakkelakker paa stoerrelse med vinpropper. Men en sjov aften, det var det!
Vi har ogsaa haft besoeg af maasaier. Visse traditionelle maasaier bevarer deres stammekultur: de klaeder sig i farverige klaeder, har mange halskaeder paa og meget store huller i oerene. De taler maa i steder for swahili. Men det er ret tydeligt at stammekulturen er ved at uddoe i Kenya – de unge bryder i hvert fald med traditionerne kan man se. Vi saa Maasai-dans og sang og havde mulighed for at koebe tasker/smykker.
Vi har besoegt lokale familier – det var virkelig spaendende! Vi blev inddelt i smaa hold, jeg var sammen med en der hedder Maria og saa blev vi ellers sendt afsted. Familien vi besoegte bestod af en mor og fem boern paa 2-14 aar i EN lerhytte. De boede ufatteligt primitivt. De lavede mad over baal til os; ris og groentsager. Vi havde det rigtigt sjovt med boernene og laerte dem en masse lege. De var maasaier og rigtig venlige. Vi tog en masse billeder af familien, som vi printede ud og tog hen og afleverede til dem idag. Det syntes de var utroligt sjovt – de har jo aldrig rigtig set billeder af sig selv.
Vi har ogsaa haft tema om koen i Afrika. Vi startede med noget teori, og besoegte efterfoelgende en lokal kvindegruppe som arbejdede for at oplyse om kvinderettigheder. De havde et hus hvor de lavede aktiviteter sammen – bl.a. producerede de saebe. De havde et koncept der hedder Merry-go-round hvor alle betaler et beloeb om maaneden og saa skiftes de til at bruge pengene til private ting, fx til et nyt tag paa lerhytten. Det var lidt sjovt at organisationen saadan samlede penge ind til medlemmernes private anliggender, men egentlig en meget god ide at stoette hinanden paa den maade. Alle har raad til at give et lille beloeb en gang i mellem, og det kan blive til store summer som den enkelte kan drage stor nytte af.
Vi har ogsaa laert om konflikttrappen og konflikthaandterimg – noget jeg helt sikkert kan drage nytte af naar jeg skal bo i Uganda.
Nadja, der er MS-Uganda koordinator i Koebenhavn, kom paa uanmeldt besoeg paa platformen. Hun havde besoegt ActionAid-kontoret i Kampala og havde en masse spaendende at fortaelle. Hende, jeg og Michael (ham jeg skal til Kampala med) satte os sammen og snakkede. Det loed saa spaendende og Michael og jeg er klar til at indtage Kampala og arbejde for ActionAid Uganda. Michael kender i oevrigt en dansker der arbejder paa den danske ambassade i Kampala. Hun studerer paa RUC og i praktik paa ambassaden. Han har aftalt med hende at hun tager os rundt i Kampala – det er super rart at have en kontakt paa ambassaden.
Imorgen gaar turen til Mount Kenya. Vi er 10 der skal afsted – resten har valgt safari. Mount Kenya er Afrikas naesthoejeste bjerg (efter Kilimanjaro) og det tager tre dage at bestige. Jeg er lidt nervoes for hoejdesyge, men jeg tager det som en udfordring. Men jeg har forberedt mig og det skal nok blive spaendende og rigtig smukt. Naeste gang jeg skrive, bliver det forhaabentlig med ’Bjergbestiger’ paa CV’et. Vi kommer tilbage til Daraja mandag aften, saa proever jeg at komme til computeren.
Kaerlig hilsen Anja
Long time, no writing… Der sker saa mange ting hele tiden – vores program er meget taetpakket, men det er super fedt!
Det gaar fortsat rigtig godt. Jeg vil lige forsoege at ridse op hvad der sket siden sidt.
Vi har holdt en stor Youth Forum-temadag med kenyanske unge. Vi var ca. 50 unge i alt, kenyanske og danske. Vi blev undervist om det at facilitere, dvs at lede/organisere. Vi blev inddelt i grupper og skulle saa organisere en workshop. Min gruppe valgte at lave en workshop om kulturmoeder, hvorfor de kan vaere udfordrende og hvordan man bedst forbereder sig. Den blev virkelig vellykket!
Om aftenen tog vi i byen med de kenyanske unge. De viste os et hyggeligt sted hvor man baade kunne snakke og danse. Vi havde en rigtig god aften, men maatte overnatte paa et hotel i byen, da det er umuligt at komme hjem til Daraja efter kl. 22. Hotellet var fint, men fyldt med kakkelakker paa stoerrelse med vinpropper. Men en sjov aften, det var det!
Vi har ogsaa haft besoeg af maasaier. Visse traditionelle maasaier bevarer deres stammekultur: de klaeder sig i farverige klaeder, har mange halskaeder paa og meget store huller i oerene. De taler maa i steder for swahili. Men det er ret tydeligt at stammekulturen er ved at uddoe i Kenya – de unge bryder i hvert fald med traditionerne kan man se. Vi saa Maasai-dans og sang og havde mulighed for at koebe tasker/smykker.
Vi har besoegt lokale familier – det var virkelig spaendende! Vi blev inddelt i smaa hold, jeg var sammen med en der hedder Maria og saa blev vi ellers sendt afsted. Familien vi besoegte bestod af en mor og fem boern paa 2-14 aar i EN lerhytte. De boede ufatteligt primitivt. De lavede mad over baal til os; ris og groentsager. Vi havde det rigtigt sjovt med boernene og laerte dem en masse lege. De var maasaier og rigtig venlige. Vi tog en masse billeder af familien, som vi printede ud og tog hen og afleverede til dem idag. Det syntes de var utroligt sjovt – de har jo aldrig rigtig set billeder af sig selv.
Vi har ogsaa haft tema om koen i Afrika. Vi startede med noget teori, og besoegte efterfoelgende en lokal kvindegruppe som arbejdede for at oplyse om kvinderettigheder. De havde et hus hvor de lavede aktiviteter sammen – bl.a. producerede de saebe. De havde et koncept der hedder Merry-go-round hvor alle betaler et beloeb om maaneden og saa skiftes de til at bruge pengene til private ting, fx til et nyt tag paa lerhytten. Det var lidt sjovt at organisationen saadan samlede penge ind til medlemmernes private anliggender, men egentlig en meget god ide at stoette hinanden paa den maade. Alle har raad til at give et lille beloeb en gang i mellem, og det kan blive til store summer som den enkelte kan drage stor nytte af.
Vi har ogsaa laert om konflikttrappen og konflikthaandterimg – noget jeg helt sikkert kan drage nytte af naar jeg skal bo i Uganda.
Nadja, der er MS-Uganda koordinator i Koebenhavn, kom paa uanmeldt besoeg paa platformen. Hun havde besoegt ActionAid-kontoret i Kampala og havde en masse spaendende at fortaelle. Hende, jeg og Michael (ham jeg skal til Kampala med) satte os sammen og snakkede. Det loed saa spaendende og Michael og jeg er klar til at indtage Kampala og arbejde for ActionAid Uganda. Michael kender i oevrigt en dansker der arbejder paa den danske ambassade i Kampala. Hun studerer paa RUC og i praktik paa ambassaden. Han har aftalt med hende at hun tager os rundt i Kampala – det er super rart at have en kontakt paa ambassaden.
Imorgen gaar turen til Mount Kenya. Vi er 10 der skal afsted – resten har valgt safari. Mount Kenya er Afrikas naesthoejeste bjerg (efter Kilimanjaro) og det tager tre dage at bestige. Jeg er lidt nervoes for hoejdesyge, men jeg tager det som en udfordring. Men jeg har forberedt mig og det skal nok blive spaendende og rigtig smukt. Naeste gang jeg skrive, bliver det forhaabentlig med ’Bjergbestiger’ paa CV’et. Vi kommer tilbage til Daraja mandag aften, saa proever jeg at komme til computeren.
Kaerlig hilsen Anja
fredag den 17. februar 2012
Hvad er fattigdom?
Tillad mig at blive lidt smaa-teoretisk....
Absolut fattigdom er naar man lever for under 1,25 $ pr dag. En billion mennesker verden over lever i absolut fattigdom. Relativ fattigdom er derimod naar man ser paa en persons raadighedsbeloeb i lyset af leveomkostningerne. F.eks. kan en dansker (Carina maaske?) godt have et raadighedsbeloeb paa flere tusinde kroner og stadig vaere fattig, da der er mange og hoeje udgifter forbundet med at leve i Danmark. Denne maade at definere fattigdom paa giver mest mening i mit hovede – det er vigtigt at have oeje for konteksten.
Men hvem kan saa definere fattigdom? Kan den rige, vestlige, civiliserede verden definere hvad fattigdom er og hvem der er fattig? Er noedhjaelps- og udviklingsorganisationerne i stand til at forstaa begrebet, naar de ikke selv har maerket til fattigdom?
Disse spoergsmaal stiller teoretikeren Escobar. For ham er problematikken at de rige lande ikke opfatter fattige som partnere, men som ofre eller maaske endda undermennesker.
Igaar havde vi temadag om fattigdom og ulighed. Vi startede dagen med undervisning om fattigdomsbegrebet og derefter tog vi paa ekskursion. Saadan er mange af vores dage: foerst teori, derefter praksis. Super fedt!
Vi besoegte slummen i Nanyuki og blev vist rundt at lokale unge. Menneskerne bor i hytter bygget af blikplader og plastikposer, de gaar i laset og evigt beskidt toej og har hverkende rindende vand eller elektricitet i deres hytter – for os er de fattige, for dem er det almindelighed. De lever i skrald til anklerne og bor ekstremt beskedent: alt for mange mennesker paa alt for lidt plads.
Her er en vigtig pointe, at de ikke opfatter sig selv som fattige. Ingen der bor i slummen har nogensinde vaeret udenfor Kenya og kender ikke til andet. Er det vores rolle at fortaelle dem at der findes alternativer og at man kan have det meget bedre? Det tror jeg ikke.
Inden udviklingsorganisationerne for alvor fik fodfaeste i Indien, opfattede indere ikke sig selv som fattige. Men vi, de vestlige i-lande, rykkede ind og smed om sig med fattigdomsbegrebet. At dette negative praedikat blev sat paa inderne, rykkede meget ved deres selvforstaaelse og har haft negative konsekvenser for befolkningen.
Derfor er en pointe, at vi som udviklingsorganisation skal hjaelpe fattige afrikanere paa deres praemisser – og hele tiden holde os for oeje, hvad der er realistisk i deres situation. Kontekst, kontekst, kontekst.
Vi besoegte ogsaa fattige i de landlige omgivelser. I stedet for hytter af blik og plastik, bor de i lerhytter og der findes intet skrald i miles omkreds. Vi besoegte en kvinde der braendte traekul for at forsoerge sig selv. Hun kunne saelge det billigt paa markedet. Det er ulovligt og meget , meget miljoeskadeligt; bliver man opdaget af myndighederne, risikerer man faengselsstraf. Men kvinden havde ikke noget reelt valg, og efter min opfattelse giver det, at straffe hende slet ingen mening. Hvis myndighederne skal gribe ind – hvilket de helt klart boer goere – skal det vaere for at oplyse og hjaelpe kvinden til en anden levevej. Saa laenge staten ikke har ressourcerne til at hjaelpe kvinden ud af hendes situation og give hende et reelt alternativ, maa man acceptere at hun lever af at braende traekul.
Vi besoegte ogsaa nogle maend der arbejdede med at braekke sten af for at slibe dem til mursten og nogle der sorterede sand fra jorden, som de kunne saelge. Dette kan de tjene til deres overlevelse paa. Men sten og sand tilhoerer Kenya og ikke kun dem der tilfaeldigvis har bosat sig hvor ressourcerne findes. Det burde vaere staten/myndighederne der administrerede sten og sand og paa retfaerdig vis fordelte den profit, der maatte komme ud af det. Optimalt set. Dette fik vi os nogle gode diskussioner om i gruppen.
Det var en virkelig spaendende dag der gav meget stof til eftertanke. Fattigdom er mange ting og er relativt: det handler om at se det hele i sin kontekst.
Dagen sluttede af med guitarspil og snak under stjernerne (her ude in the middle of nowhere har vi den smukkeste stjernehimmel jeg nogensinde har set!)
Idag har vi slappet af og i aften faar vi besoeg af Maasaierne der skal laere os Maasai-dansen. Det bliver sjovt!
Absolut fattigdom er naar man lever for under 1,25 $ pr dag. En billion mennesker verden over lever i absolut fattigdom. Relativ fattigdom er derimod naar man ser paa en persons raadighedsbeloeb i lyset af leveomkostningerne. F.eks. kan en dansker (Carina maaske?) godt have et raadighedsbeloeb paa flere tusinde kroner og stadig vaere fattig, da der er mange og hoeje udgifter forbundet med at leve i Danmark. Denne maade at definere fattigdom paa giver mest mening i mit hovede – det er vigtigt at have oeje for konteksten.
Men hvem kan saa definere fattigdom? Kan den rige, vestlige, civiliserede verden definere hvad fattigdom er og hvem der er fattig? Er noedhjaelps- og udviklingsorganisationerne i stand til at forstaa begrebet, naar de ikke selv har maerket til fattigdom?
Disse spoergsmaal stiller teoretikeren Escobar. For ham er problematikken at de rige lande ikke opfatter fattige som partnere, men som ofre eller maaske endda undermennesker.
Igaar havde vi temadag om fattigdom og ulighed. Vi startede dagen med undervisning om fattigdomsbegrebet og derefter tog vi paa ekskursion. Saadan er mange af vores dage: foerst teori, derefter praksis. Super fedt!
Vi besoegte slummen i Nanyuki og blev vist rundt at lokale unge. Menneskerne bor i hytter bygget af blikplader og plastikposer, de gaar i laset og evigt beskidt toej og har hverkende rindende vand eller elektricitet i deres hytter – for os er de fattige, for dem er det almindelighed. De lever i skrald til anklerne og bor ekstremt beskedent: alt for mange mennesker paa alt for lidt plads.
Her er en vigtig pointe, at de ikke opfatter sig selv som fattige. Ingen der bor i slummen har nogensinde vaeret udenfor Kenya og kender ikke til andet. Er det vores rolle at fortaelle dem at der findes alternativer og at man kan have det meget bedre? Det tror jeg ikke.
Inden udviklingsorganisationerne for alvor fik fodfaeste i Indien, opfattede indere ikke sig selv som fattige. Men vi, de vestlige i-lande, rykkede ind og smed om sig med fattigdomsbegrebet. At dette negative praedikat blev sat paa inderne, rykkede meget ved deres selvforstaaelse og har haft negative konsekvenser for befolkningen.
Derfor er en pointe, at vi som udviklingsorganisation skal hjaelpe fattige afrikanere paa deres praemisser – og hele tiden holde os for oeje, hvad der er realistisk i deres situation. Kontekst, kontekst, kontekst.
Vi besoegte ogsaa fattige i de landlige omgivelser. I stedet for hytter af blik og plastik, bor de i lerhytter og der findes intet skrald i miles omkreds. Vi besoegte en kvinde der braendte traekul for at forsoerge sig selv. Hun kunne saelge det billigt paa markedet. Det er ulovligt og meget , meget miljoeskadeligt; bliver man opdaget af myndighederne, risikerer man faengselsstraf. Men kvinden havde ikke noget reelt valg, og efter min opfattelse giver det, at straffe hende slet ingen mening. Hvis myndighederne skal gribe ind – hvilket de helt klart boer goere – skal det vaere for at oplyse og hjaelpe kvinden til en anden levevej. Saa laenge staten ikke har ressourcerne til at hjaelpe kvinden ud af hendes situation og give hende et reelt alternativ, maa man acceptere at hun lever af at braende traekul.
Vi besoegte ogsaa nogle maend der arbejdede med at braekke sten af for at slibe dem til mursten og nogle der sorterede sand fra jorden, som de kunne saelge. Dette kan de tjene til deres overlevelse paa. Men sten og sand tilhoerer Kenya og ikke kun dem der tilfaeldigvis har bosat sig hvor ressourcerne findes. Det burde vaere staten/myndighederne der administrerede sten og sand og paa retfaerdig vis fordelte den profit, der maatte komme ud af det. Optimalt set. Dette fik vi os nogle gode diskussioner om i gruppen.
Det var en virkelig spaendende dag der gav meget stof til eftertanke. Fattigdom er mange ting og er relativt: det handler om at se det hele i sin kontekst.
Dagen sluttede af med guitarspil og snak under stjernerne (her ude in the middle of nowhere har vi den smukkeste stjernehimmel jeg nogensinde har set!)
Idag har vi slappet af og i aften faar vi besoeg af Maasaierne der skal laere os Maasai-dansen. Det bliver sjovt!
onsdag den 15. februar 2012
Smukke Kenya
JAMBO
Det betyder HEJ paa Swahili.
Vi laerer Swahili saa vi kan begaa os I lokalomraadet. Swahili tales I Kenya, men ikke I Uganda hvor jeg skal til efterfoelgende – heldigvis, for det er rigtig svaert! Vi faar undervisning af en dygtig laerer ved navn Jessie – han tog os med paa en Swahili-skattejagt I byen Nanyuki. Her skulle vi finde en bestemt frugthandler, en fotohandler og nogle hoteller og spisesteder som vi kan benytte os af. Det var super sjovt og en god made at laere byen at kende paa. Vi tilbragte hele dagen I Nanyuki og valgte at tage ud og spise sammen. Det var virkelig hyggeligt og billigt (ca. 12 kr for en middag med drikkevarer!) Jeg ville oenske vi kunne goere det lidt oftere, men det er besvarligt at komme ind til byen.
Hver gang vi skal til byen koerer vi I Matatu I 45 minutter, men det er altid rigtigt sjovt: vi kigger paa naturen eller synger sange. Vi har laert et par sange paa Swahili, men vi er heller ikke blege for at finde gode gamle Kim Larsen frem. Vejene er meget hullede, saa vi bumper afsted og I loftet er der lagt stoedpuder, da man hopper saa meget op og ned I saedet! Men matatu-turene har vi meget sjov ud af.
Vi var til morgensamling med pigerne paa skolen I mandags. Her sang de sange – den kenyanske nationalsang og en typisk afrikansk sang med bongotromme. De gav ogsaa nyheder og bedte Fader Vor. Her er ellers baade muslimske og kristne piger, men det er tydeligt, at det er kristendommen der dominerer. Pigerne har ogsaa undervisning I kristendom, men ikke i Islam hvilket slog mig lidt… Men der er generelt flest kristne paa skolen og de amerikanske stiftere er tydeligvis heller ikke muslimer.
Vi hjaelper indimellem pigerne med lektier, hvilket er rigtigt hyggeligt og giver noget til begge parter.
Jeg og en anden af voluntoererne tog en lille vandretur op I bjergene omkring Daraja. Jeg har aldrig set noget lignende: vi kunne se stammerne (lerhytter) og den smukke afrikanske slette. Men naturen var barsk og der var kaempestore torne, som gik hele vejen igennem saalen paa min sandal. Saa jeg maatte igang med at klorhexidrin og pincet til at fjerne splinter, da vi kom tilbage. Jeg kan I det hele taget godt maerke at jeg har siddet paa et kontor det sidste halve aar: mine ben og foedder har rifter og er ikke vandt til at faa jord under neglene. Det er skoent saadan at maerke at man lever.
Igaar startede vi dagen med morgengymnastik i de smukke omgivelser. Derefter havde vi tema om demokrati og demokratisk debat. Vi hoerte om Kenyas historie og hvordan en landet faktisk foerst blev reelt demokratisk I 2002. Det er utroligt at taenke paa, at demokrati er saa nyt for landet.
Jeg ville gerne laere noget mere om Uganda ogsaa, men heldigvis har jeg min Uganda-bog med (tak mor!) Noget andet jeg I oevrigt lige vil take for, Ole, er pandelampen! Den er simpelthen livsnoedvendig! Ved 19-tiden er her helt moerkt, og derfor er det meget nyttigt naar vi skal fra faelleshuset til der hvor vi sover.
Vi har laert om en teaterform der inviterer til debat – det hedder Forum Theater. Jeg er vild med det! Det er en teaterform, hvor skuespillerne spiller et dilemma og derefter beder publikum spille en loesning. Min gruppe lavede et stykke om stammer og stereotype koensroller. Ideen er at det skal udfordre normer og tankegang hos lokalbefolkningen, og det er noget vi kan bruge senere hen naar vi skal udstationeres og igangsaette projekter. Det er meget relevant for mig, naar jeg skal arbejde med unge organisationsaktive. Men vi er alle opmaerksomme paa at vi skal passe paa med ikke at provokere lokalbefolkingen. Visse emner skal man vaerre varsomme med.
Vi har ogsaa haft en temadag kaldt ‘Taking Action!’ hvor vi havde en workshop om, hvordan man skaber et projekt eller igangsaetter nye aktiviteter/kampagner ude paa vores placeringer I de respektive lande. Vi er kun 3 ud af 18 der skal lave organisationsarbejde, saa vi arbejdede sammen og diskuterede hvordan man styrker lokale organisationer.
Et key-word for mig er baeredygtighed. Ikke I miljoemaessig forstand, men at det projekt man saetter igang skal kunne koere videre efter man er taget hjem. Som voluntoer handler det om at videregive nogle redskaber, saa lokalbefolkningen SELV kan stable et eller andet paa benene – altsaa hjaelp til selvhjaelp. SAA vigtigt! Giv en fisk I stedet for en fiskestang, giv noget korn I stedet for noget broed.
Vi har ogsaa diskuteret hele udviklings/noedhjaelpsbalancen, som jeg selv var meget optaget af da jeg I efteraaret arbejdede som gade-facer for MS. Noedhjaelpsarbejde kan aldrig staa alene, men skal kombineres med udviklingsarbejde, saa tredjeverdenslande paa laengere sigt faar ressourcerne (primaert i form af viden) til selv at drive deres samfund og modstaa fattigdom. Det er baeredygtighed!
I aften skal vi holde grill-aften sammen, bare os voluntoerer. Det bliver rart! Maden her paa skolen smager godt, men er meget ensformig. Men thank God for at jeg kan lide boenner – ellers var det blevet en lang maaned.
Jeg haaber I har det godt hjemme I kulden og passer godt paa hinanden.
Jeg forsoeger stadig at laegge billeder her paa bloggen, da jeg har taget rigtigt mange gode! Men det bliver paa et andet tidspunkt.
Det betyder HEJ paa Swahili.
Vi laerer Swahili saa vi kan begaa os I lokalomraadet. Swahili tales I Kenya, men ikke I Uganda hvor jeg skal til efterfoelgende – heldigvis, for det er rigtig svaert! Vi faar undervisning af en dygtig laerer ved navn Jessie – han tog os med paa en Swahili-skattejagt I byen Nanyuki. Her skulle vi finde en bestemt frugthandler, en fotohandler og nogle hoteller og spisesteder som vi kan benytte os af. Det var super sjovt og en god made at laere byen at kende paa. Vi tilbragte hele dagen I Nanyuki og valgte at tage ud og spise sammen. Det var virkelig hyggeligt og billigt (ca. 12 kr for en middag med drikkevarer!) Jeg ville oenske vi kunne goere det lidt oftere, men det er besvarligt at komme ind til byen.
Hver gang vi skal til byen koerer vi I Matatu I 45 minutter, men det er altid rigtigt sjovt: vi kigger paa naturen eller synger sange. Vi har laert et par sange paa Swahili, men vi er heller ikke blege for at finde gode gamle Kim Larsen frem. Vejene er meget hullede, saa vi bumper afsted og I loftet er der lagt stoedpuder, da man hopper saa meget op og ned I saedet! Men matatu-turene har vi meget sjov ud af.
Vi var til morgensamling med pigerne paa skolen I mandags. Her sang de sange – den kenyanske nationalsang og en typisk afrikansk sang med bongotromme. De gav ogsaa nyheder og bedte Fader Vor. Her er ellers baade muslimske og kristne piger, men det er tydeligt, at det er kristendommen der dominerer. Pigerne har ogsaa undervisning I kristendom, men ikke i Islam hvilket slog mig lidt… Men der er generelt flest kristne paa skolen og de amerikanske stiftere er tydeligvis heller ikke muslimer.
Vi hjaelper indimellem pigerne med lektier, hvilket er rigtigt hyggeligt og giver noget til begge parter.
Jeg og en anden af voluntoererne tog en lille vandretur op I bjergene omkring Daraja. Jeg har aldrig set noget lignende: vi kunne se stammerne (lerhytter) og den smukke afrikanske slette. Men naturen var barsk og der var kaempestore torne, som gik hele vejen igennem saalen paa min sandal. Saa jeg maatte igang med at klorhexidrin og pincet til at fjerne splinter, da vi kom tilbage. Jeg kan I det hele taget godt maerke at jeg har siddet paa et kontor det sidste halve aar: mine ben og foedder har rifter og er ikke vandt til at faa jord under neglene. Det er skoent saadan at maerke at man lever.
Igaar startede vi dagen med morgengymnastik i de smukke omgivelser. Derefter havde vi tema om demokrati og demokratisk debat. Vi hoerte om Kenyas historie og hvordan en landet faktisk foerst blev reelt demokratisk I 2002. Det er utroligt at taenke paa, at demokrati er saa nyt for landet.
Jeg ville gerne laere noget mere om Uganda ogsaa, men heldigvis har jeg min Uganda-bog med (tak mor!) Noget andet jeg I oevrigt lige vil take for, Ole, er pandelampen! Den er simpelthen livsnoedvendig! Ved 19-tiden er her helt moerkt, og derfor er det meget nyttigt naar vi skal fra faelleshuset til der hvor vi sover.
Vi har laert om en teaterform der inviterer til debat – det hedder Forum Theater. Jeg er vild med det! Det er en teaterform, hvor skuespillerne spiller et dilemma og derefter beder publikum spille en loesning. Min gruppe lavede et stykke om stammer og stereotype koensroller. Ideen er at det skal udfordre normer og tankegang hos lokalbefolkningen, og det er noget vi kan bruge senere hen naar vi skal udstationeres og igangsaette projekter. Det er meget relevant for mig, naar jeg skal arbejde med unge organisationsaktive. Men vi er alle opmaerksomme paa at vi skal passe paa med ikke at provokere lokalbefolkingen. Visse emner skal man vaerre varsomme med.
Vi har ogsaa haft en temadag kaldt ‘Taking Action!’ hvor vi havde en workshop om, hvordan man skaber et projekt eller igangsaetter nye aktiviteter/kampagner ude paa vores placeringer I de respektive lande. Vi er kun 3 ud af 18 der skal lave organisationsarbejde, saa vi arbejdede sammen og diskuterede hvordan man styrker lokale organisationer.
Et key-word for mig er baeredygtighed. Ikke I miljoemaessig forstand, men at det projekt man saetter igang skal kunne koere videre efter man er taget hjem. Som voluntoer handler det om at videregive nogle redskaber, saa lokalbefolkningen SELV kan stable et eller andet paa benene – altsaa hjaelp til selvhjaelp. SAA vigtigt! Giv en fisk I stedet for en fiskestang, giv noget korn I stedet for noget broed.
Vi har ogsaa diskuteret hele udviklings/noedhjaelpsbalancen, som jeg selv var meget optaget af da jeg I efteraaret arbejdede som gade-facer for MS. Noedhjaelpsarbejde kan aldrig staa alene, men skal kombineres med udviklingsarbejde, saa tredjeverdenslande paa laengere sigt faar ressourcerne (primaert i form af viden) til selv at drive deres samfund og modstaa fattigdom. Det er baeredygtighed!
I aften skal vi holde grill-aften sammen, bare os voluntoerer. Det bliver rart! Maden her paa skolen smager godt, men er meget ensformig. Men thank God for at jeg kan lide boenner – ellers var det blevet en lang maaned.
Jeg haaber I har det godt hjemme I kulden og passer godt paa hinanden.
Jeg forsoeger stadig at laegge billeder her paa bloggen, da jeg har taget rigtigt mange gode! Men det bliver paa et andet tidspunkt.
lørdag den 11. februar 2012
ANKOMST TIL KENYA
Saa er vi ankommet til Kenya, og jeg vil gerne indlede mit foerste blogindlaeg med et 'WAUW!'
Efter en rigtig god - men lang - rejse med mine soede rejsefaeller (vi er 18 personer i gruppen) ankom vi til Nairobi. Rejsen gik fra CPH-Heathrow-Nairobi, og vi ankom tidligt torsdag morgen. Det foerste vi gjorde da vi havde faaet vores baggage, som heldigvis var kommet frem for alles vedkommende, var at klaede om til sommertoej og sandaler. Alle var ved at spraenges af spaending for at komme ud af lufthavnen!
![]()
billede af ankomst
Vi blev hentet og koerte i 5 timer til Nanyuki town. Det var umuligt for mig at sove paa vejen, da der var saa utroligt mange ting at se. Smaa landsbyer, slum-omraader, smukke landskaber - og ikke mindst: zebraer og drommedarer i vejkanten. Jorden er roed og Kenya virker meget toer.
Humoeret var hoejt og vi var alle funde af forventninger. Efter at have koert op, op, op i et stykke tid ankom vi til Daraja Academy, hvor vi skal bo den naeste maaneds tid. En kostskole for dygtige, kenyanske piger, hvis foraeldre ikke selv har raad til at give dem en uddannelse. Her bor 77 utroligt livsglade afrikanske piger i alderen 15-19 aar, som gladeligt viste os rundt i omgivelserne. Skolen ligger hoejt oppe i bjergene i fantastiske omgivelser - vi har udsigt ud over den afrikanske slette. Her er varmt, men luften er toer og her er mange briser - det er saa skoent!
Resten af torsdagen brugte vi paa at udforske omraadet og finde os til rette.
(billede af daraja-sten + naturen)
Fredag havde vi et tema om stammer og stammekultur. Vi tog hul paa at laere om kulturen, bl.a. oevede vi hvordan man hilste paa hinanden i stammerne. Der er 160 stammer i alt i Afrika og 42 i Kenya. De er kendetegnet ved forskellige normer/traditioner/religioner og har hver deres sprog (udover swahili). Der er tre hovedgrupper, og vi blev sat ind i forskellen. Efterfoelgende skulle vi ud og besoege stammerne, og det var noget af en oplevelse!
Forestil jer det stereotype billede mange har af Afrika: fattige, udsultede mennesker i lerhytter der har alt for mange boern og alt for faa ressourcer. Saadan var disse stammer. Det var saa uvirkeligt: intet rindende vand, ingen stroem, ingen penge - kun en majsmark og et par koeer. Det var meget forskellige mennesker vi moedte; den foerste var en kvinde der havde soreasis og var saa uhyggeligt svag. Den anden stamme bestod af en glad og skoen familie og nogle meget nysgerrige boern.
(billede af familie)
Den sidste familie var muslimer, men boede umiddelbart paa samme maade. Jessie (der sammen med James) er vores kultur-laerere var med og var tolk, saa vi kunne kommunikere med dem vi moedte, som intet engelsk kunne. De fortalte om deres liv: hvordan de var selforsynende og hvordan deres hverdag var.
Det var en ekstrem oplevelse at se at nogle mennesker bor saa primitivt - og opdage at det med lerhytter altsaa virkelig eksisterer stadigvaek i det 21. aarhundrede.
(billede af lerhytte)
Loerdag tog vi til Nanyuki town. Det tager 45 minutter med Matatu (en mini-bus), og det var en tur som jeg og en anden pige arrangede. Vi havde laest os frem til at der var marked hver loerdag formiddag, og det skulle vi da se! De fleste andre ville med, saa vi tog en gruppe paa 14 til byen og koebte eksotiske frugter og kiggede paa deres toej-boder.
(billede af toejbod og frugtmarked)
Alle dem jeg rejser med er utroligt interesserede i at laere den afrikanske kultur at kende, saa da vi skulle have frokost og valget stod mellem burger/pizza-house og saa et lokalt og meget snusket spisested, var der slet ingen diskussion: vi skulle proeve den lokale restaurentmad.
(billede af os paa restaurenten)
Resten af dagen gik med Swahili undervisning paa Daraja og socializing med pigerne paa skolen. Der er et par stykker der kan spille guitar, saa vi tog da ogsaa et par sange om aftenen. Vi har snakket om at lave baal en af aftnerne og skabe lejrbaalstemning.
Men vi bor rigtigt hyggeligt, og jeg har i den grad faaet brug for en pandelampe. Stroemmen gaar jaevnligt og naar her er moerkt - saa er her VIRKELIG moerkt (hvilket ogsaa goer stjernehimlem fantastisk!)
Tilbage er der vist bare at sige, at jeg har det godt - omgivelserne er fantastiske, kulturen spaendende og anderledes og menneskene jeg er omgivet med er rigtig rare: baade de andre voluntoerer, vores laerere, vores danske ledere og alle dem paa skolen.
Jeg forsoegte at uploade nogle billeder, men det virker ikke rigtigt for denne computer (paa Daraja har vi en computer med en meget sloev forbindelse). Ser om det kan lade sig goere paa et andet tidspunkt. Pas godt paa hinanden hjemme i kulden!
Kaerlig hilsen Anja
Efter en rigtig god - men lang - rejse med mine soede rejsefaeller (vi er 18 personer i gruppen) ankom vi til Nairobi. Rejsen gik fra CPH-Heathrow-Nairobi, og vi ankom tidligt torsdag morgen. Det foerste vi gjorde da vi havde faaet vores baggage, som heldigvis var kommet frem for alles vedkommende, var at klaede om til sommertoej og sandaler. Alle var ved at spraenges af spaending for at komme ud af lufthavnen!
Vi blev hentet og koerte i 5 timer til Nanyuki town. Det var umuligt for mig at sove paa vejen, da der var saa utroligt mange ting at se. Smaa landsbyer, slum-omraader, smukke landskaber - og ikke mindst: zebraer og drommedarer i vejkanten. Jorden er roed og Kenya virker meget toer.
Humoeret var hoejt og vi var alle funde af forventninger. Efter at have koert op, op, op i et stykke tid ankom vi til Daraja Academy, hvor vi skal bo den naeste maaneds tid. En kostskole for dygtige, kenyanske piger, hvis foraeldre ikke selv har raad til at give dem en uddannelse. Her bor 77 utroligt livsglade afrikanske piger i alderen 15-19 aar, som gladeligt viste os rundt i omgivelserne. Skolen ligger hoejt oppe i bjergene i fantastiske omgivelser - vi har udsigt ud over den afrikanske slette. Her er varmt, men luften er toer og her er mange briser - det er saa skoent!
Resten af torsdagen brugte vi paa at udforske omraadet og finde os til rette.
(billede af daraja-sten + naturen)
Fredag havde vi et tema om stammer og stammekultur. Vi tog hul paa at laere om kulturen, bl.a. oevede vi hvordan man hilste paa hinanden i stammerne. Der er 160 stammer i alt i Afrika og 42 i Kenya. De er kendetegnet ved forskellige normer/traditioner/religioner og har hver deres sprog (udover swahili). Der er tre hovedgrupper, og vi blev sat ind i forskellen. Efterfoelgende skulle vi ud og besoege stammerne, og det var noget af en oplevelse!
Forestil jer det stereotype billede mange har af Afrika: fattige, udsultede mennesker i lerhytter der har alt for mange boern og alt for faa ressourcer. Saadan var disse stammer. Det var saa uvirkeligt: intet rindende vand, ingen stroem, ingen penge - kun en majsmark og et par koeer. Det var meget forskellige mennesker vi moedte; den foerste var en kvinde der havde soreasis og var saa uhyggeligt svag. Den anden stamme bestod af en glad og skoen familie og nogle meget nysgerrige boern.
(billede af familie)
Den sidste familie var muslimer, men boede umiddelbart paa samme maade. Jessie (der sammen med James) er vores kultur-laerere var med og var tolk, saa vi kunne kommunikere med dem vi moedte, som intet engelsk kunne. De fortalte om deres liv: hvordan de var selforsynende og hvordan deres hverdag var.
Det var en ekstrem oplevelse at se at nogle mennesker bor saa primitivt - og opdage at det med lerhytter altsaa virkelig eksisterer stadigvaek i det 21. aarhundrede.
(billede af lerhytte)
Loerdag tog vi til Nanyuki town. Det tager 45 minutter med Matatu (en mini-bus), og det var en tur som jeg og en anden pige arrangede. Vi havde laest os frem til at der var marked hver loerdag formiddag, og det skulle vi da se! De fleste andre ville med, saa vi tog en gruppe paa 14 til byen og koebte eksotiske frugter og kiggede paa deres toej-boder.
(billede af toejbod og frugtmarked)
Alle dem jeg rejser med er utroligt interesserede i at laere den afrikanske kultur at kende, saa da vi skulle have frokost og valget stod mellem burger/pizza-house og saa et lokalt og meget snusket spisested, var der slet ingen diskussion: vi skulle proeve den lokale restaurentmad.
(billede af os paa restaurenten)
Resten af dagen gik med Swahili undervisning paa Daraja og socializing med pigerne paa skolen. Der er et par stykker der kan spille guitar, saa vi tog da ogsaa et par sange om aftenen. Vi har snakket om at lave baal en af aftnerne og skabe lejrbaalstemning.
Men vi bor rigtigt hyggeligt, og jeg har i den grad faaet brug for en pandelampe. Stroemmen gaar jaevnligt og naar her er moerkt - saa er her VIRKELIG moerkt (hvilket ogsaa goer stjernehimlem fantastisk!)
Tilbage er der vist bare at sige, at jeg har det godt - omgivelserne er fantastiske, kulturen spaendende og anderledes og menneskene jeg er omgivet med er rigtig rare: baade de andre voluntoerer, vores laerere, vores danske ledere og alle dem paa skolen.
Jeg forsoegte at uploade nogle billeder, men det virker ikke rigtigt for denne computer (paa Daraja har vi en computer med en meget sloev forbindelse). Ser om det kan lade sig goere paa et andet tidspunkt. Pas godt paa hinanden hjemme i kulden!
Kaerlig hilsen Anja
Abonner på:
Opslag (Atom)