Mine seje med-bjergbestigere fra MS (mens vi stadig var glade, udhvilede og rene)
Det haardeste paa hele turen - nedstigningen
onsdag den 21. marts 2012
Mount Kenya - billeder
Her er nogle billeder fra den fantastiske Mount Kenya-tur.
Mine seje med-bjergbestigere fra MS (mens vi stadig var glade, udhvilede og rene)
Mine seje med-bjergbestigere fra MS (mens vi stadig var glade, udhvilede og rene)
Den foerste tid i Kampala
Hej alle jer derhjemme
Jeg savner jer. Isaer nu hvor jeg hoerer at foraaret at ved at komme til det lille land i nord. Der er intet bedre end dansk foraar, lyse aftener, gaature i parker og at nyde solen paa en fortorvscafe. Hernede ved aekvator er det meget, meget varmt!
Den forgangne uge har vaeret rigtig god. Onsdag var jeg med i retten. Sagen der skulle behandles omhandlede arbejdstagerrettigheder og fyring uden grund.
UWONET, organisationen jeg arbejder for, er arbejdsgiver i denne sag og havde fyret to mandlige ansatte pga mistanke om at de 'stjal fra kassen'. Hvorvidt UWONET havde beviser, fik jeg aldrig helt fat i.
Efter security check var vi inde i den store, flotte bygning der blev kaldt 'Kampala Main Court'. Tilstede under retssagen var vi tre fra UWONET, de to fyrede maend der foelte sig uretmaessigt fyret, en advokat fra hver siden og en dommer.
Det var sjovt at se hvordan det foregik - men egentlig var det nok ikke saa anderledes fra hjemme.
Efter frokost var det fluks afsted til en moede med the HIV/AIDS-coalition. Her var flere organisationer repraesenteret udover nogle parlamentsmedlemmer. Bagefter tog Sandra (hende jeg bor hos) til et moede arrangeret af en af hendes venner. Emnet var: Ugandernes svar paa den amerikanske Kony 2012-kampagne. Det var bare super spaendende! Boelgerne gik hoejt og frustrationen var stor. Vi deltog alle i diskusionen, og det blev tydeligt for mig hvor vigtigt dette er for uganderne. Jeg fornemmede at jeg var havnet lige midt i en tid med opbrud og protest - og tydeligvis er dette emne hoejt paa dagsordenen derhjemme, det er fedt at vaere til stede der hvor det sker.
Til moedet var jeg absolut ikke den eneste hvide. Der var amerikanere og australiere der tidligere havde vaeret involverede i Invisible Childrens arbejde. Jeg fik mig en god snak med de anti-amerikanske amerikanere der tydeligvis ikke var stolte af deres land, dets evige krigs-retorik og dets syn paa sig selv som loesningen paa alle verdens problemer.
Vi spiste aftensmad med de andre fra moedet paa cafeen, og havde en super hyggelig aften!
Det meste af torsdag foregik paa kontoret, men om eftermiddagen tog jeg og Sandra til et moede om den sundheds-karavane vi planlaegger for at saette fokus paa nodding disease. Vi fik besluttet mange ting, bl.a. at kampagnen skal finde sted fra d. 22.april-30.april, og hvilke disktrikter der skal besoeges samt hvilke aktiviteter der skal finde sted. Ved karavanens set-off d.22. vil vi forsoege at faa pressen til at dukke op og lave et mindre event. Jeg talte for at denne begivenhed skulle foregaa foran Minestry of Health, da bottom line (i mit hovede) er at politikerne ikke har reageret og investeret i at loese denne krise, svarede en af kvinderne: 'We should not set off at the minestry, because we are not saying that the government failed, but that they are too slow on reacting'. Mage til diplomatiske indstilling skal man lede laenge efter blandt de danske graesrods-organisationer. Derfor endte vi med at beslutte os for at set-off skulle foregaa fra Mulago hospital (som jeg forestiller mig at Kampalas rigshospitalet), saa vi ikke provokerede politikerne for meget. I Danmark ville jeg aldrig holde mig tilbage med at provokere politikerne, men her er det aabenbart lidt anderledes. Deres praesident er jo korrupt og diktatorisk, saa det kan vaere forklaringen paa at de traeder lidt mere varsomt.
Fredag stod den paa pressekonference om Kony-kampagnen. En sammenslutning af kvindebevaegelsen havde sammen formuleret en pressemeddelelse, og kom nu ud med deres syn paa den amerikanske kampagne.
Jeg blev budt velkommen af forkvinden for Isis-WICCE (Women’s International Cross-Cultural Exchange), og fandt en plads blandt fotografer og journalister. Det var en spaendende debat der opstod, og jeg har nu lavet en lille artikel om emnet. Desvaerre afviste Dagbladet Information at bringe den (de plejer ellers at vaere saa soede til det), saa derfor har jeg lagt den op paa nettet: http://www.samfung.dk/blog/hilsen-fra-uganda-vrede-over-kony-kampagne
Fredag aften skulle vi til boglancering af bogen 'Women who will not wait'. Jeg tog afsted med Sandra og direktoeren for UWONET. Vi ankom til et slot-lignende hus med en stor og flot have. I haven var sat et selskabstelt op der var pyntet med lyskaeder, og ved siden af teltet viste en projektor billeder billeder fra reasearch-arbejdet til bogen. Vi blev modtaget af et par tjenere og fulgt hen til vores bord, lige i midten af de 60-70 oevrige fremmoedte. Og saa blev der ellers disket op: vin, punch og sodavand blev serveret for os og tjenere vimsede rundt med det ene fad med pindemader efter det andet. Alle de fremmoedte var klaedt i enten jakkesaet eller fine kjoler, og jeg foelte mig derfor en smule malplaceret i mit noget hippie-lignende outfit. Der blev holdt taler i massevis, og det var af baade FN-medlemmer, parlamentsmedlemmer, rektoren fra landets stoerste universitet og forkvinden for den ene og den anden organisation. Alle der var noget, var her. Det var aabenbart en kendt kvinde der havde skrevet bogen. Undervejs blev vores rester fra pindemadderne fjernet fra bordene, samtidig med at der blev disket op med nye snacks - og ingen kunne derfor se hvor mange pindemadder jeg egentlig havde spist. Heldigvis, for det havde vaeret lidt pinligt.
Loerdag og soendag tilbragte vi med Michael (fra MS) og hans host Ssozi. Det var smadderhyggeligt at se Michael og faa talt lidt dansk igen. Soendag besoegte vi Sandras tante som hun var vokset op hos. Hun boede primitivt i Kampalas slum, men var fantastisk gaestfri og beaeret over at have mig paa besoeg. Sandras faetre boede stadig hjemme, og fotoalbummene blev hevet frem fra gemmeren. Vi sad laenge og kiggede paa billeder og jeg fik mange historier fra de gode gamle dage...
I denne uge har der ikke vaeret nogen moeder/pressekonferencer/boglanceringer. Naar jeg har faaet opgaver af de ansatte, som korrekturlaesning eller renskrivning har jeg loest dem, men ellers sidder jeg foran computeren og laeser internetavis eller skriver blog som nu. Det er ogsaa OK, men jeg kan bedre lide at lave noget. Til april skal jeg paa nogle ture og besoege medlemsorganisationer - det glaeder jeg mig til.
Men foerst skal det lige blive paaskeferie, og saa gaar turen gennem Ethiopien og Rwanda til Zambia - juhuu!
Hav det godt derhjemme
PS. Jeg og de andre fire praktikanter fra Uganda er kommet op paa hjemmesiden: http://www.uwonet.or.ug/2012/03/introducing-the-2012-young-professionals-at-uwonet/
Jeg savner jer. Isaer nu hvor jeg hoerer at foraaret at ved at komme til det lille land i nord. Der er intet bedre end dansk foraar, lyse aftener, gaature i parker og at nyde solen paa en fortorvscafe. Hernede ved aekvator er det meget, meget varmt!
Den forgangne uge har vaeret rigtig god. Onsdag var jeg med i retten. Sagen der skulle behandles omhandlede arbejdstagerrettigheder og fyring uden grund.
UWONET, organisationen jeg arbejder for, er arbejdsgiver i denne sag og havde fyret to mandlige ansatte pga mistanke om at de 'stjal fra kassen'. Hvorvidt UWONET havde beviser, fik jeg aldrig helt fat i.
Efter security check var vi inde i den store, flotte bygning der blev kaldt 'Kampala Main Court'. Tilstede under retssagen var vi tre fra UWONET, de to fyrede maend der foelte sig uretmaessigt fyret, en advokat fra hver siden og en dommer.
Det var sjovt at se hvordan det foregik - men egentlig var det nok ikke saa anderledes fra hjemme.
Efter frokost var det fluks afsted til en moede med the HIV/AIDS-coalition. Her var flere organisationer repraesenteret udover nogle parlamentsmedlemmer. Bagefter tog Sandra (hende jeg bor hos) til et moede arrangeret af en af hendes venner. Emnet var: Ugandernes svar paa den amerikanske Kony 2012-kampagne. Det var bare super spaendende! Boelgerne gik hoejt og frustrationen var stor. Vi deltog alle i diskusionen, og det blev tydeligt for mig hvor vigtigt dette er for uganderne. Jeg fornemmede at jeg var havnet lige midt i en tid med opbrud og protest - og tydeligvis er dette emne hoejt paa dagsordenen derhjemme, det er fedt at vaere til stede der hvor det sker.
Til moedet var jeg absolut ikke den eneste hvide. Der var amerikanere og australiere der tidligere havde vaeret involverede i Invisible Childrens arbejde. Jeg fik mig en god snak med de anti-amerikanske amerikanere der tydeligvis ikke var stolte af deres land, dets evige krigs-retorik og dets syn paa sig selv som loesningen paa alle verdens problemer.
Vi spiste aftensmad med de andre fra moedet paa cafeen, og havde en super hyggelig aften!
Det meste af torsdag foregik paa kontoret, men om eftermiddagen tog jeg og Sandra til et moede om den sundheds-karavane vi planlaegger for at saette fokus paa nodding disease. Vi fik besluttet mange ting, bl.a. at kampagnen skal finde sted fra d. 22.april-30.april, og hvilke disktrikter der skal besoeges samt hvilke aktiviteter der skal finde sted. Ved karavanens set-off d.22. vil vi forsoege at faa pressen til at dukke op og lave et mindre event. Jeg talte for at denne begivenhed skulle foregaa foran Minestry of Health, da bottom line (i mit hovede) er at politikerne ikke har reageret og investeret i at loese denne krise, svarede en af kvinderne: 'We should not set off at the minestry, because we are not saying that the government failed, but that they are too slow on reacting'. Mage til diplomatiske indstilling skal man lede laenge efter blandt de danske graesrods-organisationer. Derfor endte vi med at beslutte os for at set-off skulle foregaa fra Mulago hospital (som jeg forestiller mig at Kampalas rigshospitalet), saa vi ikke provokerede politikerne for meget. I Danmark ville jeg aldrig holde mig tilbage med at provokere politikerne, men her er det aabenbart lidt anderledes. Deres praesident er jo korrupt og diktatorisk, saa det kan vaere forklaringen paa at de traeder lidt mere varsomt.
Fredag stod den paa pressekonference om Kony-kampagnen. En sammenslutning af kvindebevaegelsen havde sammen formuleret en pressemeddelelse, og kom nu ud med deres syn paa den amerikanske kampagne.
Jeg blev budt velkommen af forkvinden for Isis-WICCE (Women’s International Cross-Cultural Exchange), og fandt en plads blandt fotografer og journalister. Det var en spaendende debat der opstod, og jeg har nu lavet en lille artikel om emnet. Desvaerre afviste Dagbladet Information at bringe den (de plejer ellers at vaere saa soede til det), saa derfor har jeg lagt den op paa nettet: http://www.samfung.dk/blog/hilsen-fra-uganda-vrede-over-kony-kampagne
Fredag aften skulle vi til boglancering af bogen 'Women who will not wait'. Jeg tog afsted med Sandra og direktoeren for UWONET. Vi ankom til et slot-lignende hus med en stor og flot have. I haven var sat et selskabstelt op der var pyntet med lyskaeder, og ved siden af teltet viste en projektor billeder billeder fra reasearch-arbejdet til bogen. Vi blev modtaget af et par tjenere og fulgt hen til vores bord, lige i midten af de 60-70 oevrige fremmoedte. Og saa blev der ellers disket op: vin, punch og sodavand blev serveret for os og tjenere vimsede rundt med det ene fad med pindemader efter det andet. Alle de fremmoedte var klaedt i enten jakkesaet eller fine kjoler, og jeg foelte mig derfor en smule malplaceret i mit noget hippie-lignende outfit. Der blev holdt taler i massevis, og det var af baade FN-medlemmer, parlamentsmedlemmer, rektoren fra landets stoerste universitet og forkvinden for den ene og den anden organisation. Alle der var noget, var her. Det var aabenbart en kendt kvinde der havde skrevet bogen. Undervejs blev vores rester fra pindemadderne fjernet fra bordene, samtidig med at der blev disket op med nye snacks - og ingen kunne derfor se hvor mange pindemadder jeg egentlig havde spist. Heldigvis, for det havde vaeret lidt pinligt.
Loerdag og soendag tilbragte vi med Michael (fra MS) og hans host Ssozi. Det var smadderhyggeligt at se Michael og faa talt lidt dansk igen. Soendag besoegte vi Sandras tante som hun var vokset op hos. Hun boede primitivt i Kampalas slum, men var fantastisk gaestfri og beaeret over at have mig paa besoeg. Sandras faetre boede stadig hjemme, og fotoalbummene blev hevet frem fra gemmeren. Vi sad laenge og kiggede paa billeder og jeg fik mange historier fra de gode gamle dage...
I denne uge har der ikke vaeret nogen moeder/pressekonferencer/boglanceringer. Naar jeg har faaet opgaver af de ansatte, som korrekturlaesning eller renskrivning har jeg loest dem, men ellers sidder jeg foran computeren og laeser internetavis eller skriver blog som nu. Det er ogsaa OK, men jeg kan bedre lide at lave noget. Til april skal jeg paa nogle ture og besoege medlemsorganisationer - det glaeder jeg mig til.
Men foerst skal det lige blive paaskeferie, og saa gaar turen gennem Ethiopien og Rwanda til Zambia - juhuu!
Hav det godt derhjemme
PS. Jeg og de andre fire praktikanter fra Uganda er kommet op paa hjemmesiden: http://www.uwonet.or.ug/2012/03/introducing-the-2012-young-professionals-at-uwonet/
tirsdag den 13. marts 2012
KAMPALA OG KVINDEKAMP
Tiden flyver afsted og jeg er saa smaat ved at falde til i Kampala paa trods af den sindssyge trafik. Kampala minder om Nairobi trafikmaessigt, og hele trafiksituationen kan beskrives med fire bogstaver: K A O S!
Loerdag ankom jeg til hende jeg skulle bo hos. Hun er 22 og hedder Sandra og har allerede faerdiggjort universitetet. Hun bor i en lillebitte lejlighed med udsigt over hele byen. Hun ejer 14 par hoejhaelede sko, men intet spisebord - maden som vi laver i faellesskab indtages i skraedderstilling paa gulvet. Men forholdene er fine: der er stroem (i hvert fald engang i mellem - igen HURRA for pandelampe!) og hun har brusebad og skyl-ud toilet. Det er desvaerre ikke tilfaeldet for mine to danske veninder i Gulu (Norduganda), saa derfor foeler jeg mig ret priviligeret.
Her i Kampala skal jeg arbejde som praktikant hos UWONET, Uganda Women's Network som er en NGO der udfoerer lobbyisme og fortalervirksomhed for kvinders rettigheder. UWONET er en paraplyorganisation for 17 ugandiske kvindegrupper.
Efter ankomst til lejligheden og udpakning maatte vi hen paa kontoret. Sandra er Communication and Information manager hos UWONET, og har en del ansvarsomraader. Bl.a. staar hun for kampagner og vi skulle derfor op og hente et banner til en FN-stoettet kampagne for skilsmisserettigheder. Jeg forestillede mig et banner som dem vi malede i SFU i kaelderen Moellehusvej. Dem vi klippede huller i for at vinden kunne gaa igennem, dem vi soemmede fast til gamle kosteskafte saa vi kunne vandre gennem byen med vores budskab. Men UWONET var ikke saa primitive som SFU-Roskilde.
Banneret var trykt paa i et ordentligt materiale og var tydeligt proffessionelt lavet. UWONETs kampagnedygtighed blev yderligere understreget da jeg samme aften inden nine-o-clock news paa den landsdaekkende TV-kanal saa en reklame fra UWONWET med samme budskab som paa banneret. Jeg kiggede paa Sandra - jep, den havde hun staaet for. Pengene til den havde UWONET fundraiset hos ActionAid. UWONET er ikke bare en lille, ubetydelig NGO med nogle stille budskaber. Sandra fortalte flere succeshistorier om hvordan UWONET tidligere har paavirket befolkningen og politikerne og dermed skabt konkret forandring.
Da jeg startede paa kontoret mandag blev jeg vist rundt og moedte kontorets ca. 20 ansatte. Alle smilede og boed mig velkommen paa dette praktikophold. Jeg blev kaldt til moede men den praktikant-ansvarlige. Vi er 3-4 praktikanter i alt, og hun gennemgik min plan for de naeste tre maaneder. Jeg skal foelge organisationens forskellige kampagner, hjaelpe til hvor behovet er - og saa skal jeg med rundt og besoege medlemsorganisationer. Det hele loed super spaendende! Hun gav mig en en notesbog og en bunke laesestof om organisationens visioner, vaerdier og strategier. Og her taler vi ca. 200 sider. Saa var det ellers bare at gaa i gang.
Da jeg satte mig ud i kontorets skoenne have - jeg fandt et godt spot paa graesplaenen under et trae - grinede et par ansatte fra terrassen: 'Saadan gjorde vores tidligere praktikant fra Irland ogsaa altid.' Og saa maatte jeg jo forklare hvorfor jeg satte saa meget pris paa vejret hernede. De maabede da jeg fortalte om sne, vanter og minusgrader.
Da jeg kl. 5 PM havde fri, tog jeg med Sandra til et moede med 'Women Unite' - en sammenslutning af Ugandas forskellige kvindeorganisationer - her var rettighedsaktivister, advokater og politikere. Moedet foregik paa terassen bag den store, overdaadige villa der husede Ugandas kvindelige top-advokater. En pressemedarbejder farede rundt og blitzede med sit store kamera indtil en af kvinderne protesterede: dette hoerte sig ikke til paa et internt strategi-moede. Han kunne tage billeder ved offentlige og officielle begivenheder. Et par af de andre kvinder bakkede hende op.
Pludselig gik det op for mig hvilket fora jeg var havnet i, og jeg foelte mig taknemmelig over at Sandra havde taget mig med til dette smaahemmelige strategi-moede.
Moedet handlede om The Nodding Disease, en forfaerdelig sygdom der plager i Nord - de steder hvor LRA i sin tid haergede. Den internationale verden fokuserer lige nu paa Kony efter Invisible Childrens misvisende Kony 2012-film, men uganderne har langt mere alvorlige og akutte problemer at se til. Samme indtryk fik jeg sondag, da Sandra og jeg var til te hos naboen: USA og Jason Russell er helt galt paa den. Jeg arbejder paa en artikel om dette emne.
Kvinderne diskuterede og argumenterede saa det battede. Jeg forholdt mig passiv og observerende selvom jeg flere gange havde lyst til at bryde ind. Jeg foeler at jeg indimellem boer vaere lidt ydmyg og lytte foer jeg blander mig. Jeg vil gerne goere tingene paa ugandernes maade, og starter derfor med at holde mig lidt tilbage.
Kvinderne planlagde en karavane der skal gaa gennem Uganda - fra syd til nord - med laegehjaelp og information om sygdommen. Foer jeg fik set mig om var jeg skrevet paa karavane-planlaegningsgruppen og skal til moede igen paa torsdag.
Moerket var faldet paa og myggene kommet frem. Efter et glas juice og en snack var moedet haevet og folk begyndte at takke af. Sandra og jeg var sent hjemme. Vi drak en kop te og saa de sene nyheder foer vi trak myggenettet over vores senge og lagde os til at sove.
Loerdag ankom jeg til hende jeg skulle bo hos. Hun er 22 og hedder Sandra og har allerede faerdiggjort universitetet. Hun bor i en lillebitte lejlighed med udsigt over hele byen. Hun ejer 14 par hoejhaelede sko, men intet spisebord - maden som vi laver i faellesskab indtages i skraedderstilling paa gulvet. Men forholdene er fine: der er stroem (i hvert fald engang i mellem - igen HURRA for pandelampe!) og hun har brusebad og skyl-ud toilet. Det er desvaerre ikke tilfaeldet for mine to danske veninder i Gulu (Norduganda), saa derfor foeler jeg mig ret priviligeret.
Her i Kampala skal jeg arbejde som praktikant hos UWONET, Uganda Women's Network som er en NGO der udfoerer lobbyisme og fortalervirksomhed for kvinders rettigheder. UWONET er en paraplyorganisation for 17 ugandiske kvindegrupper.
Efter ankomst til lejligheden og udpakning maatte vi hen paa kontoret. Sandra er Communication and Information manager hos UWONET, og har en del ansvarsomraader. Bl.a. staar hun for kampagner og vi skulle derfor op og hente et banner til en FN-stoettet kampagne for skilsmisserettigheder. Jeg forestillede mig et banner som dem vi malede i SFU i kaelderen Moellehusvej. Dem vi klippede huller i for at vinden kunne gaa igennem, dem vi soemmede fast til gamle kosteskafte saa vi kunne vandre gennem byen med vores budskab. Men UWONET var ikke saa primitive som SFU-Roskilde.
Banneret var trykt paa i et ordentligt materiale og var tydeligt proffessionelt lavet. UWONETs kampagnedygtighed blev yderligere understreget da jeg samme aften inden nine-o-clock news paa den landsdaekkende TV-kanal saa en reklame fra UWONWET med samme budskab som paa banneret. Jeg kiggede paa Sandra - jep, den havde hun staaet for. Pengene til den havde UWONET fundraiset hos ActionAid. UWONET er ikke bare en lille, ubetydelig NGO med nogle stille budskaber. Sandra fortalte flere succeshistorier om hvordan UWONET tidligere har paavirket befolkningen og politikerne og dermed skabt konkret forandring.
Da jeg startede paa kontoret mandag blev jeg vist rundt og moedte kontorets ca. 20 ansatte. Alle smilede og boed mig velkommen paa dette praktikophold. Jeg blev kaldt til moede men den praktikant-ansvarlige. Vi er 3-4 praktikanter i alt, og hun gennemgik min plan for de naeste tre maaneder. Jeg skal foelge organisationens forskellige kampagner, hjaelpe til hvor behovet er - og saa skal jeg med rundt og besoege medlemsorganisationer. Det hele loed super spaendende! Hun gav mig en en notesbog og en bunke laesestof om organisationens visioner, vaerdier og strategier. Og her taler vi ca. 200 sider. Saa var det ellers bare at gaa i gang.
Da jeg satte mig ud i kontorets skoenne have - jeg fandt et godt spot paa graesplaenen under et trae - grinede et par ansatte fra terrassen: 'Saadan gjorde vores tidligere praktikant fra Irland ogsaa altid.' Og saa maatte jeg jo forklare hvorfor jeg satte saa meget pris paa vejret hernede. De maabede da jeg fortalte om sne, vanter og minusgrader.
Da jeg kl. 5 PM havde fri, tog jeg med Sandra til et moede med 'Women Unite' - en sammenslutning af Ugandas forskellige kvindeorganisationer - her var rettighedsaktivister, advokater og politikere. Moedet foregik paa terassen bag den store, overdaadige villa der husede Ugandas kvindelige top-advokater. En pressemedarbejder farede rundt og blitzede med sit store kamera indtil en af kvinderne protesterede: dette hoerte sig ikke til paa et internt strategi-moede. Han kunne tage billeder ved offentlige og officielle begivenheder. Et par af de andre kvinder bakkede hende op.
Pludselig gik det op for mig hvilket fora jeg var havnet i, og jeg foelte mig taknemmelig over at Sandra havde taget mig med til dette smaahemmelige strategi-moede.
Moedet handlede om The Nodding Disease, en forfaerdelig sygdom der plager i Nord - de steder hvor LRA i sin tid haergede. Den internationale verden fokuserer lige nu paa Kony efter Invisible Childrens misvisende Kony 2012-film, men uganderne har langt mere alvorlige og akutte problemer at se til. Samme indtryk fik jeg sondag, da Sandra og jeg var til te hos naboen: USA og Jason Russell er helt galt paa den. Jeg arbejder paa en artikel om dette emne.
Kvinderne diskuterede og argumenterede saa det battede. Jeg forholdt mig passiv og observerende selvom jeg flere gange havde lyst til at bryde ind. Jeg foeler at jeg indimellem boer vaere lidt ydmyg og lytte foer jeg blander mig. Jeg vil gerne goere tingene paa ugandernes maade, og starter derfor med at holde mig lidt tilbage.
Kvinderne planlagde en karavane der skal gaa gennem Uganda - fra syd til nord - med laegehjaelp og information om sygdommen. Foer jeg fik set mig om var jeg skrevet paa karavane-planlaegningsgruppen og skal til moede igen paa torsdag.
Moerket var faldet paa og myggene kommet frem. Efter et glas juice og en snack var moedet haevet og folk begyndte at takke af. Sandra og jeg var sent hjemme. Vi drak en kop te og saa de sene nyheder foer vi trak myggenettet over vores senge og lagde os til at sove.
onsdag den 7. marts 2012
Farvel Daraja - hej Nairobi og Kampala!
Opholdet paa Daraja blev afsluttet paa bedst mulige maade.
Efter Mount Kenya var vi meget traette, saa det var heldigt at den foelgende uge primaert foregik paa skolebaenken.
Vi havde temadag om globalisering med fokus paa handel og i- og u-lande. Vi havde teori om IMF, verdensbanken og WTO - meget relevant og vigtigt at forstaa den slags organisationer naar man taler fattigdom og ulighed i verden. Vi saa filmen 'Life and debt' om hvordan IMF er med til at holde Jamaica nede i fattigdom.
Det skoereste ved dette system er at IMF er skruet sammen saaledes at de lande der har stoerst oekonomi, har mest at skulle have sagt. Landets befolkningstal har ikke den store indlfydelse - de skandinaviske lande har fx 5 % af stemmerne, hvilket jo er rigtigt meget naar man tager vores andel af verdensbefolkningen i betragtning. Men forklaringen er simpelthen vores saakaldt sunde oekonomi.
Loerdag tog vi i byen med nogle af de lokale unge vi havde laert at kende. Uheldigvis var det samme dag som en afrikansk popstjerne gaestede Nanyuki - og uheldigvis var det lige det sted, hvor vi var taget hen. Hun sang forfaerdeligt og lyden blev helt forvraenget pga. daarligt udstyr. Men de lokale asede og masede for at komme taet paa og fange et billede af hende med dere3s mobiltelefon. Vi maatte flygte udenfor. Aldrig i mit liv har jeg vaeret til en saa daarlig koncert, men vi havde en sjov og hyggelig aften!
Soendag var vi tre der tog til Thompsons Falls. Et meget smukt vandfald 3 timer vaek fra Nanyuki. Naturen omkring var frodig og groen - ikke noget roed jord som i Nanyuki. Skoent og forfriskende at klatre paa klipperne og maerke sproejtene fra vandfaldet.
Og saa gik turen ellers til Nairobi! Vi blev indkvarteret paa et luksus hotel, og kontrasten fra vores tidligere liv med maasaier i lerhytter som naboer, var slaaende. Vi oplevede Nairobi som en meget skaev by: vi besoegte slummen Kibera. Her bor 1,5 mio mennesker under kummerlige forhold. Aldrig i mit liv har jeg set saa store maengder skrald - og saa klods op ad hvor folk lavede mad og toerrede toej. Det var som L-lejren paa Roskilde Festival, bare dobbelt saa slem. (Til jer der ikke ved det, er L traditionelt det sted paa festivalen hvor der er mest skrald og alt for mange mennesker)
Kibera er et helt lille samfund for sig; skoler skyder op bag skraldebunkerne og der er mange arbejdspladser. Fx besoegte vi en fabrik der sleb koben og lavede dem til smykker. Vi besoegte en organisation der er MS-partner, og det gjorde meget indtryk paa mig. Jeg havde hoert om denne organisation dengang jeg arbejdede for MS. Organisationen arbejder med antikorruption, og har faaet en genial ide: en SMS-kampagne! De omdeler flyers i Kibera med SMS-guides. Man kan over sms melde korruption til denne organisation, som saa tager det videre til myndighederne. Man skriver simpelthen bare en kode, der angiver hvilken form for korruption der er tale om, og hvor det finder sted. SAA SEJT! En ide jeg helt sikkert vil tage med videre.
I Nairobi saa vi ogsaa det komplet modsatte: centrum. Skryskrabere breder sig, menneskene er yderst velklaedte og de kunstvandede buske i parken er klippet perfekt til. I Kibera kan det knibe med vandforsyningen, men i Nairobis City park bruges vandet paa et springvand. De forkerte prioriteringer og den skaeve fordeling af ressourcerne springer i oejnene.
Trafikken i Nairobi kraever naermest et kapitel for sig selv. Alt trafik fra kystbyen Mombasa til andre lande skal gennem Nairobis centrum, da der ikke er nogen omfartsvej. Politikerne har laenge snakket om at forbedre, men det bliver ved snakken.
Efter halvandet doegn i Nairobi fik vi sagt farvel til de andre paa holdet der skulle blive i Kenya eller rejse til Tanzania. Afskeden var trist og vi var mange der kneb i taare. Paa en maaned var vi blevet rigtig gode venner, saa det var aergerligt at vi skulle skilles.
Vi var fire der floej til Kampala onsdag aften, og nu kan et nyt eventyr begynde! Idag skal vi laere byen bedre at kende - det bliver fedt!
PS. til debatten om at true med at skaere i bistanden til Uganda pga den kontroversielle lov om doedsstraf til homoseksuelle, er min holdning helt klar: vi hindrer ikke diskrimination og forfoelgelse ved at traekke vores bistand tilbage, men ved fortsat at vaere til stede i landet og arbejde sammen med de kraefter der forsoeger at hindre diskrimination af homoseksuelle. Christian Friis Bach har helt ret: regeringen maa have is i maven, loesningen er ikke at lade Uganda sejle sin egen soe.
Hav det godt derhjemme, og bak Friis Bach op.
Efter Mount Kenya var vi meget traette, saa det var heldigt at den foelgende uge primaert foregik paa skolebaenken.
Vi havde temadag om globalisering med fokus paa handel og i- og u-lande. Vi havde teori om IMF, verdensbanken og WTO - meget relevant og vigtigt at forstaa den slags organisationer naar man taler fattigdom og ulighed i verden. Vi saa filmen 'Life and debt' om hvordan IMF er med til at holde Jamaica nede i fattigdom.
Det skoereste ved dette system er at IMF er skruet sammen saaledes at de lande der har stoerst oekonomi, har mest at skulle have sagt. Landets befolkningstal har ikke den store indlfydelse - de skandinaviske lande har fx 5 % af stemmerne, hvilket jo er rigtigt meget naar man tager vores andel af verdensbefolkningen i betragtning. Men forklaringen er simpelthen vores saakaldt sunde oekonomi.
Loerdag tog vi i byen med nogle af de lokale unge vi havde laert at kende. Uheldigvis var det samme dag som en afrikansk popstjerne gaestede Nanyuki - og uheldigvis var det lige det sted, hvor vi var taget hen. Hun sang forfaerdeligt og lyden blev helt forvraenget pga. daarligt udstyr. Men de lokale asede og masede for at komme taet paa og fange et billede af hende med dere3s mobiltelefon. Vi maatte flygte udenfor. Aldrig i mit liv har jeg vaeret til en saa daarlig koncert, men vi havde en sjov og hyggelig aften!
Soendag var vi tre der tog til Thompsons Falls. Et meget smukt vandfald 3 timer vaek fra Nanyuki. Naturen omkring var frodig og groen - ikke noget roed jord som i Nanyuki. Skoent og forfriskende at klatre paa klipperne og maerke sproejtene fra vandfaldet.
Og saa gik turen ellers til Nairobi! Vi blev indkvarteret paa et luksus hotel, og kontrasten fra vores tidligere liv med maasaier i lerhytter som naboer, var slaaende. Vi oplevede Nairobi som en meget skaev by: vi besoegte slummen Kibera. Her bor 1,5 mio mennesker under kummerlige forhold. Aldrig i mit liv har jeg set saa store maengder skrald - og saa klods op ad hvor folk lavede mad og toerrede toej. Det var som L-lejren paa Roskilde Festival, bare dobbelt saa slem. (Til jer der ikke ved det, er L traditionelt det sted paa festivalen hvor der er mest skrald og alt for mange mennesker)
Kibera er et helt lille samfund for sig; skoler skyder op bag skraldebunkerne og der er mange arbejdspladser. Fx besoegte vi en fabrik der sleb koben og lavede dem til smykker. Vi besoegte en organisation der er MS-partner, og det gjorde meget indtryk paa mig. Jeg havde hoert om denne organisation dengang jeg arbejdede for MS. Organisationen arbejder med antikorruption, og har faaet en genial ide: en SMS-kampagne! De omdeler flyers i Kibera med SMS-guides. Man kan over sms melde korruption til denne organisation, som saa tager det videre til myndighederne. Man skriver simpelthen bare en kode, der angiver hvilken form for korruption der er tale om, og hvor det finder sted. SAA SEJT! En ide jeg helt sikkert vil tage med videre.
I Nairobi saa vi ogsaa det komplet modsatte: centrum. Skryskrabere breder sig, menneskene er yderst velklaedte og de kunstvandede buske i parken er klippet perfekt til. I Kibera kan det knibe med vandforsyningen, men i Nairobis City park bruges vandet paa et springvand. De forkerte prioriteringer og den skaeve fordeling af ressourcerne springer i oejnene.
Trafikken i Nairobi kraever naermest et kapitel for sig selv. Alt trafik fra kystbyen Mombasa til andre lande skal gennem Nairobis centrum, da der ikke er nogen omfartsvej. Politikerne har laenge snakket om at forbedre, men det bliver ved snakken.
Efter halvandet doegn i Nairobi fik vi sagt farvel til de andre paa holdet der skulle blive i Kenya eller rejse til Tanzania. Afskeden var trist og vi var mange der kneb i taare. Paa en maaned var vi blevet rigtig gode venner, saa det var aergerligt at vi skulle skilles.
Vi var fire der floej til Kampala onsdag aften, og nu kan et nyt eventyr begynde! Idag skal vi laere byen bedre at kende - det bliver fedt!
PS. til debatten om at true med at skaere i bistanden til Uganda pga den kontroversielle lov om doedsstraf til homoseksuelle, er min holdning helt klar: vi hindrer ikke diskrimination og forfoelgelse ved at traekke vores bistand tilbage, men ved fortsat at vaere til stede i landet og arbejde sammen med de kraefter der forsoeger at hindre diskrimination af homoseksuelle. Christian Friis Bach har helt ret: regeringen maa have is i maven, loesningen er ikke at lade Uganda sejle sin egen soe.
Hav det godt derhjemme, og bak Friis Bach op.
Abonner på:
Opslag (Atom)