Tiden flyver afsted og jeg er saa smaat ved at falde til i Kampala paa trods af den sindssyge trafik. Kampala minder om Nairobi trafikmaessigt, og hele trafiksituationen kan beskrives med fire bogstaver: K A O S!
Loerdag ankom jeg til hende jeg skulle bo hos. Hun er 22 og hedder Sandra og har allerede faerdiggjort universitetet. Hun bor i en lillebitte lejlighed med udsigt over hele byen. Hun ejer 14 par hoejhaelede sko, men intet spisebord - maden som vi laver i faellesskab indtages i skraedderstilling paa gulvet. Men forholdene er fine: der er stroem (i hvert fald engang i mellem - igen HURRA for pandelampe!) og hun har brusebad og skyl-ud toilet. Det er desvaerre ikke tilfaeldet for mine to danske veninder i Gulu (Norduganda), saa derfor foeler jeg mig ret priviligeret.
Her i Kampala skal jeg arbejde som praktikant hos UWONET, Uganda Women's Network som er en NGO der udfoerer lobbyisme og fortalervirksomhed for kvinders rettigheder. UWONET er en paraplyorganisation for 17 ugandiske kvindegrupper.
Efter ankomst til lejligheden og udpakning maatte vi hen paa kontoret. Sandra er Communication and Information manager hos UWONET, og har en del ansvarsomraader. Bl.a. staar hun for kampagner og vi skulle derfor op og hente et banner til en FN-stoettet kampagne for skilsmisserettigheder. Jeg forestillede mig et banner som dem vi malede i SFU i kaelderen Moellehusvej. Dem vi klippede huller i for at vinden kunne gaa igennem, dem vi soemmede fast til gamle kosteskafte saa vi kunne vandre gennem byen med vores budskab. Men UWONET var ikke saa primitive som SFU-Roskilde.
Banneret var trykt paa i et ordentligt materiale og var tydeligt proffessionelt lavet. UWONETs kampagnedygtighed blev yderligere understreget da jeg samme aften inden nine-o-clock news paa den landsdaekkende TV-kanal saa en reklame fra UWONWET med samme budskab som paa banneret. Jeg kiggede paa Sandra - jep, den havde hun staaet for. Pengene til den havde UWONET fundraiset hos ActionAid. UWONET er ikke bare en lille, ubetydelig NGO med nogle stille budskaber. Sandra fortalte flere succeshistorier om hvordan UWONET tidligere har paavirket befolkningen og politikerne og dermed skabt konkret forandring.
Da jeg startede paa kontoret mandag blev jeg vist rundt og moedte kontorets ca. 20 ansatte. Alle smilede og boed mig velkommen paa dette praktikophold. Jeg blev kaldt til moede men den praktikant-ansvarlige. Vi er 3-4 praktikanter i alt, og hun gennemgik min plan for de naeste tre maaneder. Jeg skal foelge organisationens forskellige kampagner, hjaelpe til hvor behovet er - og saa skal jeg med rundt og besoege medlemsorganisationer. Det hele loed super spaendende! Hun gav mig en en notesbog og en bunke laesestof om organisationens visioner, vaerdier og strategier. Og her taler vi ca. 200 sider. Saa var det ellers bare at gaa i gang.
Da jeg satte mig ud i kontorets skoenne have - jeg fandt et godt spot paa graesplaenen under et trae - grinede et par ansatte fra terrassen: 'Saadan gjorde vores tidligere praktikant fra Irland ogsaa altid.' Og saa maatte jeg jo forklare hvorfor jeg satte saa meget pris paa vejret hernede. De maabede da jeg fortalte om sne, vanter og minusgrader.
Da jeg kl. 5 PM havde fri, tog jeg med Sandra til et moede med 'Women Unite' - en sammenslutning af Ugandas forskellige kvindeorganisationer - her var rettighedsaktivister, advokater og politikere. Moedet foregik paa terassen bag den store, overdaadige villa der husede Ugandas kvindelige top-advokater. En pressemedarbejder farede rundt og blitzede med sit store kamera indtil en af kvinderne protesterede: dette hoerte sig ikke til paa et internt strategi-moede. Han kunne tage billeder ved offentlige og officielle begivenheder. Et par af de andre kvinder bakkede hende op.
Pludselig gik det op for mig hvilket fora jeg var havnet i, og jeg foelte mig taknemmelig over at Sandra havde taget mig med til dette smaahemmelige strategi-moede.
Moedet handlede om The Nodding Disease, en forfaerdelig sygdom der plager i Nord - de steder hvor LRA i sin tid haergede. Den internationale verden fokuserer lige nu paa Kony efter Invisible Childrens misvisende Kony 2012-film, men uganderne har langt mere alvorlige og akutte problemer at se til. Samme indtryk fik jeg sondag, da Sandra og jeg var til te hos naboen: USA og Jason Russell er helt galt paa den. Jeg arbejder paa en artikel om dette emne.
Kvinderne diskuterede og argumenterede saa det battede. Jeg forholdt mig passiv og observerende selvom jeg flere gange havde lyst til at bryde ind. Jeg foeler at jeg indimellem boer vaere lidt ydmyg og lytte foer jeg blander mig. Jeg vil gerne goere tingene paa ugandernes maade, og starter derfor med at holde mig lidt tilbage.
Kvinderne planlagde en karavane der skal gaa gennem Uganda - fra syd til nord - med laegehjaelp og information om sygdommen. Foer jeg fik set mig om var jeg skrevet paa karavane-planlaegningsgruppen og skal til moede igen paa torsdag.
Moerket var faldet paa og myggene kommet frem. Efter et glas juice og en snack var moedet haevet og folk begyndte at takke af. Sandra og jeg var sent hjemme. Vi drak en kop te og saa de sene nyheder foer vi trak myggenettet over vores senge og lagde os til at sove.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar