Nordøstuganda - field trip

Søndag var det afgang fra Kampala ved 12-tiden. Vi var fire fra UWONET + en chauffør der sammen tog af sted i organisationens firehjulstrækker – og så gik turen ellers ud af by-området. Skyskrabere og butikscentre forsvandt og der blev længere og længere mellem husene i takt med at de blev mere og mere primitive. Hele køreturen tog 7 timer og det var fantastisk at opleve hvordan Uganda stille og roligt forandrer sig jo længere nordpå man kommer. Deciderede lerhytter som dem vi levede nær i Kenya begyndte at dukke op. Markerne blev bredere og landskabet grønnere og frodigere. Vi kørte til Katakwi district i Nordøstuganda der grænser op mod Kenya.

Min bog om Uganda fortæller mig at distrikterne Katakwi og Karamoja, som er vores destinationer,  er ustabile og ikke er steder for fremmede og turister. Faktisk anbefaler bogen at man holder sig væk medmindre man er sammen med nogen der er kendte i området – som jeg heldigvis er. Hvorfor, fik jeg at vide af de andre på køreturen. I Nordøstuganda er kvæg lig velstand og menneskene driver som bekendt deres kvæg rundt fra sted til sted. Kvæg-tyve er meget udbredt, faktisk kalder uganderne dem ’warriors’ (krigere) fordi de kæmper med spyd. Kvæg-tyvene færdes om natten i bushen og angriber pludselig en bonde der driver sit kvæg rundt. Hele Norduganda er generelt mere ustabilt og uciviliseret end Syduganda (Kampala, Entebbe og Jinja), også fordi borgerkrigen og Lords Resistance Army hærgede i Nord for kun fire år siden. Denne historie fik jeg mens vi kørte på den bumpede jordvej i vores firehjulstrækker dybere og dybere ind i bushen. Landskabet omkring os var totalt mørkt – kun skæret fra bilens forlygter fortalte os hvor vi befandt os. Jeg krydsede fingre for at stedet vi skulle overnatte var sikkert.
Efter et kort stop for aftensmad (bønner, ris og kylling) var vi endelig på det hotel vi skulle bo i. Det var et fint sted; der var både rindende vand og elektricitet fra 7-10 om aftenen. Jeg delte værelse med Laureen fra UWONET som jeg også bor i lejlighed med i Kampala, så jeg kender hende ret godt. Vi gik tidligt i seng – mandag ventede os en travl dag.

Næste morgen kunne jeg se hvad det var for et område vi var kommet til: lerhytter og små runde stenhytter med stråtag omringede hotellet. Børn løb og legede og boda-bodaerne (motorcyklerne der er overalt i Kampala) var skiftet ud med ganske almindelige cykler som vi danskere kender og elsker dem. Efter morgenmad var det fluks af sted til vores første workshop: ’how to conduct community dialogue’. Community Dialogue defineres således:

A continuous process where a community mutually exchange and discuss issues in their local society with the aim of finding solutions and creating change. Altså at skabe et forum for et lokalsamfund så de kan samles og diskutere problemer for at løse dem i fællesskab.

Det kan være at der er alkoholproblemer i deres landsby, at der begås vold mod kvinder, at mindreårige piger giftes væk – hvad som helst. Lokalsamfundet skal kunne klare sådanne problemer selv og en metode til at løse problemerne er dialog. Idéen med denne field trip er ikke at diskutere disse konkrete problemer med lokalsamfundet eller definere løsninger, men at lære dem selv at gøre det. At hjælpe dem til selvhjælp. Derfor var vores workshop primært for lokale ledere og talenter, mennesker der fremover skal kunne gå ud i deres landsby og afholde en sådan community dialogue. UWONET var til stede for at give dem redskaberne til det. For UWONET er det vigtigt at man ikke overtager forandringsprocessen i et lokalsamfund – man skal understøtte de lokale i selv at forandre og forbedre deres landsby og arbejde med de allerede eksisterende strukturer.

Fra 9-17 blev der holdt foredrag, taget noter, diskuteret og spillet rollespil. Jeg hjalp UWONETs foredragsholdere med praktiske ting og så arbejdede jeg på vores rapport. Rigtig spændende dag. Jeg fornemmede at det var meget, meget givende for de lokale. Tilbage på hotellet spiste vi aftensmad, så en film og gik så i seng.
Tirsdag tog vi fat hvor vi slap mandag og så var der evaluering og afrunding. Da vi havde takket af i Katakwi district var det videre i firehjulstrækkeren mod Karamoja district. Her bor vi også på et moderat hotel og i dag onsdag har vi afholdt samme workshop for indbyggerne i dette distrikt. Regntiden er for alvor begyndt og alt er mudret, men jeg nyder naturen heroppe meget. Efter arbejde tog vi alle fire en lille tur ud i naturen. Byen Moroto som vi bor i er omringet af en bjergkæde, det er virkelig smukt. Alt er så uspoleret heroppe sammenlignet med Kampala. Syd- og Norduganda er samme land, men som to forskellige verdener. Begrebet 'ulighed' får virkelig en helt ny dimension her i Uganda; der er så ekstremt stor forskel på rig og fattig og på by og land.
Imorgen går turen videre til en ny landsby. Men jeg har det godt, det er et fantastisk hold vi er af sted! Hav det godt derhjemme.

Lidt turist-tid er meget rart...

Beklager at jeg har forsømt bloggen så meget på det seneste – de sidste tre uger er gået med påskeferie i Zambia og så er jeg og min roommate Sandra flyttet.

Det var skønt med noget ferie! Jeg nød at få lov til at være lidt turistet for en gangs skyld; spise som en turist, være sammen med andre turister og generelt bare dyrke turist-aktiviteter. Min hverdag i Uganda er meget præget af at jeg er en del af lokalsamfundet og tilbringer al min tid med ugandere, men på trods af op- og nedture er jeg i bund og grund glad for det – at komme under huden på kulturen er jo det der gør mit ophold så meningsfuldt. Selvom det der med at komme under huden virkelig er på godt og ondt.
Rejsen til Zambia var problemfri. I Addis i Ethiopien mødtes jeg med mor, Mette og Julia og vi tog sammen flyet til Zambias hovedstad Lusaka. Mette og Julia har vi kendt længe – ca. 8 år og Mette har en fortid i Mellemfolkeligt Samvirke og har boet 5 år i Zambia. Julias far er zambianer og hele familien bor rundt omkring i landet. Mette fik os indlogeret hos sin gode ven Yusuf der kendte Gud og hver mand i Zambia, var økonomiprofessor der altid blev interviewet og ret rig. Vi blev vist rundt i Lusaka, som er en verden til forskel fra Kampala. Hvorfor man kalder Kenya, Tanzania og Uganda ”det rigtige Afrika” forstår jeg egentlig godt. Zambia er så organiseret: infrastrukturen virker rent faktisk. Der er meget begrænsede mængder skrald i gaderne og folk har bare ikke helt den der ”Hakuna Matata”-tilgang til livet som jeg har oplevet i Kenya og Uganda. Udover Sydafrika, har også Zimbabwe og Zambia mange hvide der har boet der i generationer. Som hvid i Uganda associeres man med penge, men zambianere har et lidt mere nuanceret, civiliseret om man vil, syn på hvide mennesker. Zambia har ikke været en krigszone som mange andre afrikanske lande og Zambia oplever ikke de massive tørkeproblemer som vi tidligere har set i Østafrika og i øjeblikket hærger Vestkysten – så grundlaget for udvikling er bedre. Zambia er et land i rivende udvikling hvor der hvert år skyder nye bygninger op og skabes flere og flere arbejdspladser.
Det er sjovt at opleve hvor broget et kontinent Afrika er, et kontinent man ikke bare lige kan skære over i en kam. Afrika er ikke kun fattigdom, tørke og lerhytter.

I Zambia var vi i Livingstone, en by opkaldt efter den skotske opdagelsesrejsende (oprindeligt missionær) David Livingstone. Livingstone er byen med Victoria Falls, et 2 km bredt vandfald der ikke mærkeligt er UNESCO verdensarv og et af verdens 7 vidundere. 500.000 kubikmeter vand ryger gennem vandfaldet i sekundet og det sprøjter fra alle sider. Det var fantastisk, ekstremt og overvældende. Aldrig har jeg set et naturfænomen så stærkt og kraftfuldt. Vi gik over en spinkel bro med regnbuer omkring os og vandet fossende ind fra alle sider – så smukt. Victoria Falls kunne utvivlsomt forsyne en meget stor del af Zambia med elektricitet hvis man udnyttede vandkraften, men nogle gange skal man bare lade naturen være natur.
I Zambia var vi også på vandsafari på Zambezi-floden på grænsen til Zimbabwe. Fantastisk at se elefanter krydse floden foran solnedgangn 20 meter fra den båd, man sidder i. Nok noget af det smukkeste jeg har set. Zambezi-floden har en høj population af flodheste som er under vandet meget af tiden. Derfor var det lidt uhyggeligt at sejle i kano med frygten for at en flodhest lige skulle rejse sig under kanoen. Specielt fordi en af de ansatte lige inden kanoturen havde spurgt os om vi var klar til en flodheste-ridetur. Hjælp! Heldigvis havde vi nogle meget kompetente guider med der guidede os sikkert gennem Zambezi-floden.
Stedet vi boede var stik ud til floden, og i teltet om aftenen faldt man i søvn til flodhestenes brøl. Vi var også på klassisk safari game drive hvor vi så zebraer, impalaer, forskellige slags aber og elefanter. Vi blev kortvarigt jagtet af en vred elefant, men heldigvis kunne safari-guiden speede bilen op o på den måde skræmme elefanten væk med lyden fra motoren.
Tilbage i Lusaka hyggede vi os i Yusufs hus og fik snakket en masse. Yusuf er en utroligt vidende mand der har en evne til at simplificere meget komplicerede emner, hvorfor det altid er ham der interviewes om komplicerede økonomiske spørgsmål i Zambia. Simplificering kan jo både være godt og skidt, men i hvert fald fik han fortalt en masse Afrika-historie.
Det var en skøn ferie, dejligt at se mor, Mette og Julia igen. Hjemrejsen var dog lettere problematisk da mit fly fra Zambia til Ethiopien var forsinket. Derfor missede jeg mit Uganda-fly, men fik heldigvis tilbudt hotelværelse på hvad der virkede som Addis Abebas fineste hotel inklusiv alle måltider og transport fra og til lufthavnen næste morgen. God service fra Ethiopian Airlines.
Tilbage i Uganda fortsatte jeg turist-stilen. Jeg mødtes nogle venner fra Mellemfolkeligt Samvirke i byen Jinja øst for Kampala. Her tog vi på white water-rafting på Nilens udspring. Rafting = en gruppe mennesker udstyret med hjelme og redningsveste sejler ned af små vandfald i en gummibåd. Og det var virkeligt sjovt! Jeg havde på hvert lille vandfald klamret mig til raften, og i slutningen af dagen var jeg den eneste ud af et hold på 22 der ikke var faldet i vandet. Til sidst var der ikke så meget at gøre da en stor bølge (i samarbejde med vores guide ombord) vendte bådens bund i vejret. Jeg drev ned af Nilens stærke strøm, men blev hurtigt reddet op af redningsfolk i kajak. Vi kunne også tage os en svømmetur i Nilen i ny og næ når der var krokodille-sikkert. Vi havde en rigtig australsk crocodile dundee med i vores båd som undervejs fortalte mange røverhistorier bl.a. om hans ven i Congo der uheldigvis blev spist af en krokodille. Men sjovt, det var det i hvert fald!
Søndag var vi på horseback safari og så Nilen fra hesteryg. Vi red gennem små lokalsamfund og havde ofte en børneflok rendende efter os. Det var også en dejlig tur, mere rolig end water-rafting.
Nu er jeg tilbage i Kampala efter et par uger som turist og tid med andre hvide. Det er dejligt at være tilbage i Uganda, et land jeg holder af frustreres over på samme tid. Jeg ser det faktisk som mit hjem. Sandra og jeg er flyttet ind i en ny lejlighed da der var nogle problemer med huslejestigninger i den gamle. Den nye er bedre og hyggeligere end den tidligere. Den er tættere på supermarked og offentlig transport, så det er også rart. Kvarteret vi bor i er, som det tidligere, lidt uden for Kampala og faktisk lidt landsby-agtigt. Geder og høns render frit rundt mellem husene, kvinder sælger tomater i vejkanten og børnene løber og leger på den stille vej. Rigtig hyggeligt.
På søndag rejser jeg med organisationen en uge til Nordøstuganda – til grænsen mod Sudan og Kenya. Her skal vi rejse rundt og besøge medlemsorganisatione. Det glæder jeg mig virkelig meget til. Hav det godt derhjemme!