Beklager at jeg har forsømt bloggen så meget på det seneste – de sidste tre uger er gået med påskeferie i Zambia og så er jeg og min roommate Sandra flyttet.
Det var skønt med noget ferie! Jeg nød at få lov til at være lidt turistet for en gangs skyld; spise som en turist, være sammen med andre turister og generelt bare dyrke turist-aktiviteter. Min hverdag i Uganda er meget præget af at jeg er en del af lokalsamfundet og tilbringer al min tid med ugandere, men på trods af op- og nedture er jeg i bund og grund glad for det – at komme under huden på kulturen er jo det der gør mit ophold så meningsfuldt. Selvom det der med at komme under huden virkelig er på godt og ondt.
Rejsen til Zambia var problemfri. I Addis i Ethiopien mødtes jeg med mor, Mette og Julia og vi tog sammen flyet til Zambias hovedstad Lusaka. Mette og Julia har vi kendt længe – ca. 8 år og Mette har en fortid i Mellemfolkeligt Samvirke og har boet 5 år i Zambia. Julias far er zambianer og hele familien bor rundt omkring i landet. Mette fik os indlogeret hos sin gode ven Yusuf der kendte Gud og hver mand i Zambia, var økonomiprofessor der altid blev interviewet og ret rig. Vi blev vist rundt i Lusaka, som er en verden til forskel fra Kampala. Hvorfor man kalder Kenya, Tanzania og Uganda ”det rigtige Afrika” forstår jeg egentlig godt. Zambia er så organiseret: infrastrukturen virker rent faktisk. Der er meget begrænsede mængder skrald i gaderne og folk har bare ikke helt den der ”Hakuna Matata”-tilgang til livet som jeg har oplevet i Kenya og Uganda. Udover Sydafrika, har også Zimbabwe og Zambia mange hvide der har boet der i generationer. Som hvid i Uganda associeres man med penge, men zambianere har et lidt mere nuanceret, civiliseret om man vil, syn på hvide mennesker. Zambia har ikke været en krigszone som mange andre afrikanske lande og Zambia oplever ikke de massive tørkeproblemer som vi tidligere har set i Østafrika og i øjeblikket hærger Vestkysten – så grundlaget for udvikling er bedre. Zambia er et land i rivende udvikling hvor der hvert år skyder nye bygninger op og skabes flere og flere arbejdspladser.
Det er sjovt at opleve hvor broget et kontinent Afrika er, et kontinent man ikke bare lige kan skære over i en kam. Afrika er ikke kun fattigdom, tørke og lerhytter.
I Zambia var vi i Livingstone, en by opkaldt efter den skotske opdagelsesrejsende (oprindeligt missionær) David Livingstone. Livingstone er byen med Victoria Falls, et 2 km bredt vandfald der ikke mærkeligt er UNESCO verdensarv og et af verdens 7 vidundere. 500.000 kubikmeter vand ryger gennem vandfaldet i sekundet og det sprøjter fra alle sider. Det var fantastisk, ekstremt og overvældende. Aldrig har jeg set et naturfænomen så stærkt og kraftfuldt. Vi gik over en spinkel bro med regnbuer omkring os og vandet fossende ind fra alle sider – så smukt. Victoria Falls kunne utvivlsomt forsyne en meget stor del af Zambia med elektricitet hvis man udnyttede vandkraften, men nogle gange skal man bare lade naturen være natur.
I Zambia var vi også på vandsafari på Zambezi-floden på grænsen til Zimbabwe. Fantastisk at se elefanter krydse floden foran solnedgangn 20 meter fra den båd, man sidder i. Nok noget af det smukkeste jeg har set. Zambezi-floden har en høj population af flodheste som er under vandet meget af tiden. Derfor var det lidt uhyggeligt at sejle i kano med frygten for at en flodhest lige skulle rejse sig under kanoen. Specielt fordi en af de ansatte lige inden kanoturen havde spurgt os om vi var klar til en flodheste-ridetur. Hjælp! Heldigvis havde vi nogle meget kompetente guider med der guidede os sikkert gennem Zambezi-floden.
Stedet vi boede var stik ud til floden, og i teltet om aftenen faldt man i søvn til flodhestenes brøl. Vi var også på klassisk safari game drive hvor vi så zebraer, impalaer, forskellige slags aber og elefanter. Vi blev kortvarigt jagtet af en vred elefant, men heldigvis kunne safari-guiden speede bilen op o på den måde skræmme elefanten væk med lyden fra motoren.
Tilbage i Lusaka hyggede vi os i Yusufs hus og fik snakket en masse. Yusuf er en utroligt vidende mand der har en evne til at simplificere meget komplicerede emner, hvorfor det altid er ham der interviewes om komplicerede økonomiske spørgsmål i Zambia. Simplificering kan jo både være godt og skidt, men i hvert fald fik han fortalt en masse Afrika-historie.
Det var en skøn ferie, dejligt at se mor, Mette og Julia igen. Hjemrejsen var dog lettere problematisk da mit fly fra Zambia til Ethiopien var forsinket. Derfor missede jeg mit Uganda-fly, men fik heldigvis tilbudt hotelværelse på hvad der virkede som Addis Abebas fineste hotel inklusiv alle måltider og transport fra og til lufthavnen næste morgen. God service fra Ethiopian Airlines.
Tilbage i Uganda fortsatte jeg turist-stilen. Jeg mødtes nogle venner fra Mellemfolkeligt Samvirke i byen Jinja øst for Kampala. Her tog vi på white water-rafting på Nilens udspring. Rafting = en gruppe mennesker udstyret med hjelme og redningsveste sejler ned af små vandfald i en gummibåd. Og det var virkeligt sjovt! Jeg havde på hvert lille vandfald klamret mig til raften, og i slutningen af dagen var jeg den eneste ud af et hold på 22 der ikke var faldet i vandet. Til sidst var der ikke så meget at gøre da en stor bølge (i samarbejde med vores guide ombord) vendte bådens bund i vejret. Jeg drev ned af Nilens stærke strøm, men blev hurtigt reddet op af redningsfolk i kajak. Vi kunne også tage os en svømmetur i Nilen i ny og næ når der var krokodille-sikkert. Vi havde en rigtig australsk crocodile dundee med i vores båd som undervejs fortalte mange røverhistorier bl.a. om hans ven i Congo der uheldigvis blev spist af en krokodille. Men sjovt, det var det i hvert fald!
Søndag var vi på horseback safari og så Nilen fra hesteryg. Vi red gennem små lokalsamfund og havde ofte en børneflok rendende efter os. Det var også en dejlig tur, mere rolig end water-rafting.
Nu er jeg tilbage i Kampala efter et par uger som turist og tid med andre hvide. Det er dejligt at være tilbage i Uganda, et land jeg holder af frustreres over på samme tid. Jeg ser det faktisk som mit hjem. Sandra og jeg er flyttet ind i en ny lejlighed da der var nogle problemer med huslejestigninger i den gamle. Den nye er bedre og hyggeligere end den tidligere. Den er tættere på supermarked og offentlig transport, så det er også rart. Kvarteret vi bor i er, som det tidligere, lidt uden for Kampala og faktisk lidt landsby-agtigt. Geder og høns render frit rundt mellem husene, kvinder sælger tomater i vejkanten og børnene løber og leger på den stille vej. Rigtig hyggeligt.
På søndag rejser jeg med organisationen en uge til Nordøstuganda – til grænsen mod Sudan og Kenya. Her skal vi rejse rundt og besøge medlemsorganisatione. Det glæder jeg mig virkelig meget til. Hav det godt derhjemme!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar