Nordøstuganda - field trip

Søndag var det afgang fra Kampala ved 12-tiden. Vi var fire fra UWONET + en chauffør der sammen tog af sted i organisationens firehjulstrækker – og så gik turen ellers ud af by-området. Skyskrabere og butikscentre forsvandt og der blev længere og længere mellem husene i takt med at de blev mere og mere primitive. Hele køreturen tog 7 timer og det var fantastisk at opleve hvordan Uganda stille og roligt forandrer sig jo længere nordpå man kommer. Deciderede lerhytter som dem vi levede nær i Kenya begyndte at dukke op. Markerne blev bredere og landskabet grønnere og frodigere. Vi kørte til Katakwi district i Nordøstuganda der grænser op mod Kenya.

Min bog om Uganda fortæller mig at distrikterne Katakwi og Karamoja, som er vores destinationer,  er ustabile og ikke er steder for fremmede og turister. Faktisk anbefaler bogen at man holder sig væk medmindre man er sammen med nogen der er kendte i området – som jeg heldigvis er. Hvorfor, fik jeg at vide af de andre på køreturen. I Nordøstuganda er kvæg lig velstand og menneskene driver som bekendt deres kvæg rundt fra sted til sted. Kvæg-tyve er meget udbredt, faktisk kalder uganderne dem ’warriors’ (krigere) fordi de kæmper med spyd. Kvæg-tyvene færdes om natten i bushen og angriber pludselig en bonde der driver sit kvæg rundt. Hele Norduganda er generelt mere ustabilt og uciviliseret end Syduganda (Kampala, Entebbe og Jinja), også fordi borgerkrigen og Lords Resistance Army hærgede i Nord for kun fire år siden. Denne historie fik jeg mens vi kørte på den bumpede jordvej i vores firehjulstrækker dybere og dybere ind i bushen. Landskabet omkring os var totalt mørkt – kun skæret fra bilens forlygter fortalte os hvor vi befandt os. Jeg krydsede fingre for at stedet vi skulle overnatte var sikkert.
Efter et kort stop for aftensmad (bønner, ris og kylling) var vi endelig på det hotel vi skulle bo i. Det var et fint sted; der var både rindende vand og elektricitet fra 7-10 om aftenen. Jeg delte værelse med Laureen fra UWONET som jeg også bor i lejlighed med i Kampala, så jeg kender hende ret godt. Vi gik tidligt i seng – mandag ventede os en travl dag.

Næste morgen kunne jeg se hvad det var for et område vi var kommet til: lerhytter og små runde stenhytter med stråtag omringede hotellet. Børn løb og legede og boda-bodaerne (motorcyklerne der er overalt i Kampala) var skiftet ud med ganske almindelige cykler som vi danskere kender og elsker dem. Efter morgenmad var det fluks af sted til vores første workshop: ’how to conduct community dialogue’. Community Dialogue defineres således:

A continuous process where a community mutually exchange and discuss issues in their local society with the aim of finding solutions and creating change. Altså at skabe et forum for et lokalsamfund så de kan samles og diskutere problemer for at løse dem i fællesskab.

Det kan være at der er alkoholproblemer i deres landsby, at der begås vold mod kvinder, at mindreårige piger giftes væk – hvad som helst. Lokalsamfundet skal kunne klare sådanne problemer selv og en metode til at løse problemerne er dialog. Idéen med denne field trip er ikke at diskutere disse konkrete problemer med lokalsamfundet eller definere løsninger, men at lære dem selv at gøre det. At hjælpe dem til selvhjælp. Derfor var vores workshop primært for lokale ledere og talenter, mennesker der fremover skal kunne gå ud i deres landsby og afholde en sådan community dialogue. UWONET var til stede for at give dem redskaberne til det. For UWONET er det vigtigt at man ikke overtager forandringsprocessen i et lokalsamfund – man skal understøtte de lokale i selv at forandre og forbedre deres landsby og arbejde med de allerede eksisterende strukturer.

Fra 9-17 blev der holdt foredrag, taget noter, diskuteret og spillet rollespil. Jeg hjalp UWONETs foredragsholdere med praktiske ting og så arbejdede jeg på vores rapport. Rigtig spændende dag. Jeg fornemmede at det var meget, meget givende for de lokale. Tilbage på hotellet spiste vi aftensmad, så en film og gik så i seng.
Tirsdag tog vi fat hvor vi slap mandag og så var der evaluering og afrunding. Da vi havde takket af i Katakwi district var det videre i firehjulstrækkeren mod Karamoja district. Her bor vi også på et moderat hotel og i dag onsdag har vi afholdt samme workshop for indbyggerne i dette distrikt. Regntiden er for alvor begyndt og alt er mudret, men jeg nyder naturen heroppe meget. Efter arbejde tog vi alle fire en lille tur ud i naturen. Byen Moroto som vi bor i er omringet af en bjergkæde, det er virkelig smukt. Alt er så uspoleret heroppe sammenlignet med Kampala. Syd- og Norduganda er samme land, men som to forskellige verdener. Begrebet 'ulighed' får virkelig en helt ny dimension her i Uganda; der er så ekstremt stor forskel på rig og fattig og på by og land.
Imorgen går turen videre til en ny landsby. Men jeg har det godt, det er et fantastisk hold vi er af sted! Hav det godt derhjemme.