Tilbage i byen

Field trip var fantastisk spændende, men nu er jeg hjemme i den mere civiliserede del af Uganda igen. Jeg nød at være ude og få jord under neglene, for når man sidder på et kontor i hovedstaden oplever man den højtudviklede og civiliserede del af Uganda. Landbefolkningen udgør 80 % af den samlede befolkning og det er de traditionelle stammefolk på landet der diskriminerer kvinder, så det var fedt at opleve alt det vi arbejder med i praksis. Når jeg fortæller folk at jeg var i Karamoja gør de store øjne. Også i nyhederne fremstilles Karamoja som den mest uciviliserede del af Uganda – Karamojong-stammen er den stamme der er sakket mest bagud. De går ikke i tøj, men i lange slå-om klæder. De bor i primitive hytter og de fleste er kvægdrivere. Adgangen til uddannelse og til sundhedsydelser er meget dårlig – de skal rejse langt. Derfor får mange ingen uddannelse, heller ikke grundskole som ellers er gratis for alle. Men det hjælper jo ikke meget når skolerne er utilgængelige for landbefolkningen. Det er mit indtryk at regeringen fokuserer på at forbedre storbyerne frem for at udvikle landområderne. I nyhederne bliver der lavet indslag om børns skoletasker – hvad med de børn udenfor Kampala der ikke engang har adgang til skole? Også medierne fokuserer deres historier på hvad der foregår i hovedstaden, desværre.

Tilbage på kontoret gjaldt det rapport-skrivning. Rapport-skrivning er virkelig essentielt for at modtage udviklingshjælp; man skal kunne bevise hvad pengene er gået til og hvilke resultater man er nået frem til. Så det var i gang med at dokumentere hvad vores field trip handlede om, trin for trin.
Jeg fik mig en ret slem solskoldning da jeg valgte at tilbringe hele 1.maj foran en swimming pool. Mine malariapiller gør huden ekstrem lysfølsom som jeg selvfølgelig lige havde glemt… Det gjorde meget ondt, så derfor tilbragte jeg et par dage hjemme.
Weekenden stod på fint restaurantbesøg på The Revolving Restaurant – en restaurant i Kampalas centrum der drejer rundt. Det var flot at se hele byen oppefra. Bagefter tog vi i biografen og så en dårlig amerikansk film. Uganderne er generelt fans af amerikansk kultur. Lørdag mødtes jeg med min tjekkiske veninde der også er praktikant i Kampala – hun studerer psykologi i Prag. Jeg nyder altid at være sammen med andre europæere og snakke om hvor frustrerede vi til tider kan være over Uganda og uganderne. Vi spiste libanesisk mad – så jeg følte mig virkelig international: spise libanesisk mad i Uganda med min tjekkiske veninde, Jana. Søndag fik jeg og min roommate Sandra besøg af hendes ven, Ramah. Vi bestilte kinesisk mad (igen – internationalt) og så en film. Vi ser mange film da man på hvert et gadehjørne køber dvd-kopier meget billigt. Men det passer mig godt, jeg elsker at se film. Mandag var jeg til koncert med nogle små upcoming bands i Kampala. Her oplevede jeg bl.a. Eric Claptons sange tilsat afrikanske beats. Specielt.
Tirsdag tog jeg på National Museum med Jana. Museet var ikke noget særligt – der var nogle udstillinger af sten- og jernalder (slående hvor lidt det landlige Uganda har ændret sig på så mange år) og så var der nogle forskellige traditionelle musikinstrumenter man kunne spille. Det var sjovt og vi havde en god dag. Jeg nyder at være i byen hvor man kan gå i biografen, til koncert, på restaurant og på museum, men glæder mig også til den næste field trip som starter på søndag og går til Gulu og Kitgum distrikterne i Nord. Her skal vi fokusere på hvordan lovgivninger om kvinderettigheder er blevet implementeret i Norduganda. Vi skal mødes med ’den udøvende magt’, som jeg husker vi kaldte det i samfundsfag. Som tidligere nævnt er et af Ugandas største problemer den ringe implementering af de ellers fine love. Så det bliver sikkert spændende.

Her er nogle billeder jeg tog på vores field trip til Karamoja

Community DialogueLaureen som står for Gender Based Violence-kampagnen fortæller de lokale hvordan de selv kan skabe forandring i deres landsby. Det nytter nemlig ikke altid noget at vente på myndighederne.

 

Deltagerne skulle spille et rollespil.

 

 

Omgivelserne i Karamoja district i Nordøstuganda, nær grænsen til Sydsudan

 
Mig og den anden praktikant, Miria

Det var godt vi havde en firehjulstrækker, ellers var vi aldrig nået frem.

Vores stolte chauffør der fik os sikkert gennem bushen

Nordøstuganda - field trip

Søndag var det afgang fra Kampala ved 12-tiden. Vi var fire fra UWONET + en chauffør der sammen tog af sted i organisationens firehjulstrækker – og så gik turen ellers ud af by-området. Skyskrabere og butikscentre forsvandt og der blev længere og længere mellem husene i takt med at de blev mere og mere primitive. Hele køreturen tog 7 timer og det var fantastisk at opleve hvordan Uganda stille og roligt forandrer sig jo længere nordpå man kommer. Deciderede lerhytter som dem vi levede nær i Kenya begyndte at dukke op. Markerne blev bredere og landskabet grønnere og frodigere. Vi kørte til Katakwi district i Nordøstuganda der grænser op mod Kenya.

Min bog om Uganda fortæller mig at distrikterne Katakwi og Karamoja, som er vores destinationer,  er ustabile og ikke er steder for fremmede og turister. Faktisk anbefaler bogen at man holder sig væk medmindre man er sammen med nogen der er kendte i området – som jeg heldigvis er. Hvorfor, fik jeg at vide af de andre på køreturen. I Nordøstuganda er kvæg lig velstand og menneskene driver som bekendt deres kvæg rundt fra sted til sted. Kvæg-tyve er meget udbredt, faktisk kalder uganderne dem ’warriors’ (krigere) fordi de kæmper med spyd. Kvæg-tyvene færdes om natten i bushen og angriber pludselig en bonde der driver sit kvæg rundt. Hele Norduganda er generelt mere ustabilt og uciviliseret end Syduganda (Kampala, Entebbe og Jinja), også fordi borgerkrigen og Lords Resistance Army hærgede i Nord for kun fire år siden. Denne historie fik jeg mens vi kørte på den bumpede jordvej i vores firehjulstrækker dybere og dybere ind i bushen. Landskabet omkring os var totalt mørkt – kun skæret fra bilens forlygter fortalte os hvor vi befandt os. Jeg krydsede fingre for at stedet vi skulle overnatte var sikkert.
Efter et kort stop for aftensmad (bønner, ris og kylling) var vi endelig på det hotel vi skulle bo i. Det var et fint sted; der var både rindende vand og elektricitet fra 7-10 om aftenen. Jeg delte værelse med Laureen fra UWONET som jeg også bor i lejlighed med i Kampala, så jeg kender hende ret godt. Vi gik tidligt i seng – mandag ventede os en travl dag.

Næste morgen kunne jeg se hvad det var for et område vi var kommet til: lerhytter og små runde stenhytter med stråtag omringede hotellet. Børn løb og legede og boda-bodaerne (motorcyklerne der er overalt i Kampala) var skiftet ud med ganske almindelige cykler som vi danskere kender og elsker dem. Efter morgenmad var det fluks af sted til vores første workshop: ’how to conduct community dialogue’. Community Dialogue defineres således:

A continuous process where a community mutually exchange and discuss issues in their local society with the aim of finding solutions and creating change. Altså at skabe et forum for et lokalsamfund så de kan samles og diskutere problemer for at løse dem i fællesskab.

Det kan være at der er alkoholproblemer i deres landsby, at der begås vold mod kvinder, at mindreårige piger giftes væk – hvad som helst. Lokalsamfundet skal kunne klare sådanne problemer selv og en metode til at løse problemerne er dialog. Idéen med denne field trip er ikke at diskutere disse konkrete problemer med lokalsamfundet eller definere løsninger, men at lære dem selv at gøre det. At hjælpe dem til selvhjælp. Derfor var vores workshop primært for lokale ledere og talenter, mennesker der fremover skal kunne gå ud i deres landsby og afholde en sådan community dialogue. UWONET var til stede for at give dem redskaberne til det. For UWONET er det vigtigt at man ikke overtager forandringsprocessen i et lokalsamfund – man skal understøtte de lokale i selv at forandre og forbedre deres landsby og arbejde med de allerede eksisterende strukturer.

Fra 9-17 blev der holdt foredrag, taget noter, diskuteret og spillet rollespil. Jeg hjalp UWONETs foredragsholdere med praktiske ting og så arbejdede jeg på vores rapport. Rigtig spændende dag. Jeg fornemmede at det var meget, meget givende for de lokale. Tilbage på hotellet spiste vi aftensmad, så en film og gik så i seng.
Tirsdag tog vi fat hvor vi slap mandag og så var der evaluering og afrunding. Da vi havde takket af i Katakwi district var det videre i firehjulstrækkeren mod Karamoja district. Her bor vi også på et moderat hotel og i dag onsdag har vi afholdt samme workshop for indbyggerne i dette distrikt. Regntiden er for alvor begyndt og alt er mudret, men jeg nyder naturen heroppe meget. Efter arbejde tog vi alle fire en lille tur ud i naturen. Byen Moroto som vi bor i er omringet af en bjergkæde, det er virkelig smukt. Alt er så uspoleret heroppe sammenlignet med Kampala. Syd- og Norduganda er samme land, men som to forskellige verdener. Begrebet 'ulighed' får virkelig en helt ny dimension her i Uganda; der er så ekstremt stor forskel på rig og fattig og på by og land.
Imorgen går turen videre til en ny landsby. Men jeg har det godt, det er et fantastisk hold vi er af sted! Hav det godt derhjemme.

Lidt turist-tid er meget rart...

Beklager at jeg har forsømt bloggen så meget på det seneste – de sidste tre uger er gået med påskeferie i Zambia og så er jeg og min roommate Sandra flyttet.

Det var skønt med noget ferie! Jeg nød at få lov til at være lidt turistet for en gangs skyld; spise som en turist, være sammen med andre turister og generelt bare dyrke turist-aktiviteter. Min hverdag i Uganda er meget præget af at jeg er en del af lokalsamfundet og tilbringer al min tid med ugandere, men på trods af op- og nedture er jeg i bund og grund glad for det – at komme under huden på kulturen er jo det der gør mit ophold så meningsfuldt. Selvom det der med at komme under huden virkelig er på godt og ondt.
Rejsen til Zambia var problemfri. I Addis i Ethiopien mødtes jeg med mor, Mette og Julia og vi tog sammen flyet til Zambias hovedstad Lusaka. Mette og Julia har vi kendt længe – ca. 8 år og Mette har en fortid i Mellemfolkeligt Samvirke og har boet 5 år i Zambia. Julias far er zambianer og hele familien bor rundt omkring i landet. Mette fik os indlogeret hos sin gode ven Yusuf der kendte Gud og hver mand i Zambia, var økonomiprofessor der altid blev interviewet og ret rig. Vi blev vist rundt i Lusaka, som er en verden til forskel fra Kampala. Hvorfor man kalder Kenya, Tanzania og Uganda ”det rigtige Afrika” forstår jeg egentlig godt. Zambia er så organiseret: infrastrukturen virker rent faktisk. Der er meget begrænsede mængder skrald i gaderne og folk har bare ikke helt den der ”Hakuna Matata”-tilgang til livet som jeg har oplevet i Kenya og Uganda. Udover Sydafrika, har også Zimbabwe og Zambia mange hvide der har boet der i generationer. Som hvid i Uganda associeres man med penge, men zambianere har et lidt mere nuanceret, civiliseret om man vil, syn på hvide mennesker. Zambia har ikke været en krigszone som mange andre afrikanske lande og Zambia oplever ikke de massive tørkeproblemer som vi tidligere har set i Østafrika og i øjeblikket hærger Vestkysten – så grundlaget for udvikling er bedre. Zambia er et land i rivende udvikling hvor der hvert år skyder nye bygninger op og skabes flere og flere arbejdspladser.
Det er sjovt at opleve hvor broget et kontinent Afrika er, et kontinent man ikke bare lige kan skære over i en kam. Afrika er ikke kun fattigdom, tørke og lerhytter.

I Zambia var vi i Livingstone, en by opkaldt efter den skotske opdagelsesrejsende (oprindeligt missionær) David Livingstone. Livingstone er byen med Victoria Falls, et 2 km bredt vandfald der ikke mærkeligt er UNESCO verdensarv og et af verdens 7 vidundere. 500.000 kubikmeter vand ryger gennem vandfaldet i sekundet og det sprøjter fra alle sider. Det var fantastisk, ekstremt og overvældende. Aldrig har jeg set et naturfænomen så stærkt og kraftfuldt. Vi gik over en spinkel bro med regnbuer omkring os og vandet fossende ind fra alle sider – så smukt. Victoria Falls kunne utvivlsomt forsyne en meget stor del af Zambia med elektricitet hvis man udnyttede vandkraften, men nogle gange skal man bare lade naturen være natur.
I Zambia var vi også på vandsafari på Zambezi-floden på grænsen til Zimbabwe. Fantastisk at se elefanter krydse floden foran solnedgangn 20 meter fra den båd, man sidder i. Nok noget af det smukkeste jeg har set. Zambezi-floden har en høj population af flodheste som er under vandet meget af tiden. Derfor var det lidt uhyggeligt at sejle i kano med frygten for at en flodhest lige skulle rejse sig under kanoen. Specielt fordi en af de ansatte lige inden kanoturen havde spurgt os om vi var klar til en flodheste-ridetur. Hjælp! Heldigvis havde vi nogle meget kompetente guider med der guidede os sikkert gennem Zambezi-floden.
Stedet vi boede var stik ud til floden, og i teltet om aftenen faldt man i søvn til flodhestenes brøl. Vi var også på klassisk safari game drive hvor vi så zebraer, impalaer, forskellige slags aber og elefanter. Vi blev kortvarigt jagtet af en vred elefant, men heldigvis kunne safari-guiden speede bilen op o på den måde skræmme elefanten væk med lyden fra motoren.
Tilbage i Lusaka hyggede vi os i Yusufs hus og fik snakket en masse. Yusuf er en utroligt vidende mand der har en evne til at simplificere meget komplicerede emner, hvorfor det altid er ham der interviewes om komplicerede økonomiske spørgsmål i Zambia. Simplificering kan jo både være godt og skidt, men i hvert fald fik han fortalt en masse Afrika-historie.
Det var en skøn ferie, dejligt at se mor, Mette og Julia igen. Hjemrejsen var dog lettere problematisk da mit fly fra Zambia til Ethiopien var forsinket. Derfor missede jeg mit Uganda-fly, men fik heldigvis tilbudt hotelværelse på hvad der virkede som Addis Abebas fineste hotel inklusiv alle måltider og transport fra og til lufthavnen næste morgen. God service fra Ethiopian Airlines.
Tilbage i Uganda fortsatte jeg turist-stilen. Jeg mødtes nogle venner fra Mellemfolkeligt Samvirke i byen Jinja øst for Kampala. Her tog vi på white water-rafting på Nilens udspring. Rafting = en gruppe mennesker udstyret med hjelme og redningsveste sejler ned af små vandfald i en gummibåd. Og det var virkeligt sjovt! Jeg havde på hvert lille vandfald klamret mig til raften, og i slutningen af dagen var jeg den eneste ud af et hold på 22 der ikke var faldet i vandet. Til sidst var der ikke så meget at gøre da en stor bølge (i samarbejde med vores guide ombord) vendte bådens bund i vejret. Jeg drev ned af Nilens stærke strøm, men blev hurtigt reddet op af redningsfolk i kajak. Vi kunne også tage os en svømmetur i Nilen i ny og næ når der var krokodille-sikkert. Vi havde en rigtig australsk crocodile dundee med i vores båd som undervejs fortalte mange røverhistorier bl.a. om hans ven i Congo der uheldigvis blev spist af en krokodille. Men sjovt, det var det i hvert fald!
Søndag var vi på horseback safari og så Nilen fra hesteryg. Vi red gennem små lokalsamfund og havde ofte en børneflok rendende efter os. Det var også en dejlig tur, mere rolig end water-rafting.
Nu er jeg tilbage i Kampala efter et par uger som turist og tid med andre hvide. Det er dejligt at være tilbage i Uganda, et land jeg holder af frustreres over på samme tid. Jeg ser det faktisk som mit hjem. Sandra og jeg er flyttet ind i en ny lejlighed da der var nogle problemer med huslejestigninger i den gamle. Den nye er bedre og hyggeligere end den tidligere. Den er tættere på supermarked og offentlig transport, så det er også rart. Kvarteret vi bor i er, som det tidligere, lidt uden for Kampala og faktisk lidt landsby-agtigt. Geder og høns render frit rundt mellem husene, kvinder sælger tomater i vejkanten og børnene løber og leger på den stille vej. Rigtig hyggeligt.
På søndag rejser jeg med organisationen en uge til Nordøstuganda – til grænsen mod Sudan og Kenya. Her skal vi rejse rundt og besøge medlemsorganisatione. Det glæder jeg mig virkelig meget til. Hav det godt derhjemme!

Mount Kenya - billeder

Her er nogle billeder fra den fantastiske Mount Kenya-tur.

Mine seje med-bjergbestigere fra MS (mens vi stadig var glade, udhvilede og rene)

Vi naaede toppen akkurat lige inden solen stod opDet haardeste paa hele turen - nedstigningen

Den foerste tid i Kampala

Hej alle jer derhjemme

Jeg savner jer. Isaer nu hvor jeg hoerer at foraaret at ved at komme til det lille land i nord. Der er intet bedre end dansk foraar, lyse aftener, gaature i parker og at nyde solen paa en fortorvscafe. Hernede ved aekvator er det meget, meget varmt!

Den forgangne uge har vaeret rigtig god. Onsdag var jeg med i retten. Sagen der skulle behandles omhandlede arbejdstagerrettigheder og fyring uden grund.
UWONET, organisationen jeg arbejder for, er arbejdsgiver i denne sag og havde fyret to mandlige ansatte pga mistanke om at de 'stjal fra kassen'. Hvorvidt UWONET havde beviser, fik jeg aldrig helt fat i.
Efter security check var vi inde i den store, flotte bygning der blev kaldt 'Kampala Main Court'. Tilstede under retssagen var vi tre fra UWONET, de to fyrede maend der foelte sig uretmaessigt fyret, en advokat fra hver siden og en dommer.
Det var sjovt at se hvordan det foregik - men egentlig var det nok ikke saa anderledes fra hjemme.
Efter frokost var det fluks afsted til en moede med the HIV/AIDS-coalition. Her var flere organisationer repraesenteret udover nogle parlamentsmedlemmer. Bagefter tog Sandra (hende jeg bor hos) til et moede arrangeret af en af hendes venner. Emnet var: Ugandernes svar paa den amerikanske Kony 2012-kampagne. Det var bare super spaendende! Boelgerne gik hoejt og frustrationen var stor. Vi deltog alle i diskusionen, og det blev tydeligt for mig hvor vigtigt dette er for uganderne. Jeg fornemmede at jeg var havnet lige midt i en tid med opbrud og protest - og tydeligvis er dette emne hoejt paa dagsordenen derhjemme, det er fedt at vaere til stede der hvor det sker.
Til moedet var jeg absolut ikke den eneste hvide. Der var amerikanere og australiere der tidligere havde vaeret involverede i Invisible Childrens arbejde. Jeg fik mig en god snak med de anti-amerikanske amerikanere der tydeligvis ikke var stolte af deres land, dets evige krigs-retorik og dets syn paa sig selv som loesningen paa alle verdens problemer.
Vi spiste aftensmad med de andre fra moedet paa cafeen, og havde en super hyggelig aften!

Det meste af torsdag foregik paa kontoret, men om eftermiddagen tog jeg og Sandra til et moede om den sundheds-karavane vi planlaegger for at saette fokus paa nodding disease. Vi fik besluttet mange ting, bl.a. at kampagnen skal finde sted fra d. 22.april-30.april, og hvilke disktrikter der skal besoeges samt hvilke aktiviteter der skal finde sted. Ved karavanens set-off d.22. vil vi forsoege at faa pressen til at dukke op og lave et mindre event. Jeg talte for at denne begivenhed skulle foregaa foran Minestry of Health, da bottom line (i mit hovede) er at politikerne ikke har reageret og investeret i at loese denne krise, svarede en af kvinderne: 'We should not set off at the minestry, because we are not saying that the government failed, but that they are too slow on reacting'. Mage til diplomatiske indstilling skal man lede laenge efter blandt de danske graesrods-organisationer. Derfor endte vi med at beslutte os for at set-off skulle foregaa fra Mulago hospital (som jeg forestiller mig at Kampalas rigshospitalet), saa vi ikke provokerede politikerne for meget. I Danmark ville jeg aldrig holde mig tilbage med at provokere politikerne, men her er det aabenbart lidt anderledes. Deres praesident er jo korrupt og diktatorisk, saa det kan vaere forklaringen paa at de traeder lidt mere varsomt.

Fredag stod den paa pressekonference om Kony-kampagnen. En sammenslutning af kvindebevaegelsen havde sammen formuleret en pressemeddelelse, og kom nu ud med deres syn paa den amerikanske kampagne.
Jeg blev budt velkommen af forkvinden for Isis-WICCE (Women’s International Cross-Cultural Exchange), og fandt en plads blandt fotografer og journalister. Det var en spaendende debat der opstod, og jeg har nu lavet en lille artikel om emnet. Desvaerre afviste Dagbladet Information at bringe den (de plejer ellers at vaere saa soede til det), saa derfor har jeg lagt den op paa nettet: http://www.samfung.dk/blog/hilsen-fra-uganda-vrede-over-kony-kampagne

Fredag aften skulle vi til boglancering af bogen 'Women who will not wait'. Jeg tog afsted med Sandra og direktoeren for UWONET. Vi ankom til et slot-lignende hus med en stor og flot have. I haven var sat et selskabstelt op der var pyntet med lyskaeder, og ved siden af teltet viste en projektor billeder billeder fra reasearch-arbejdet til bogen. Vi blev modtaget af et par tjenere og fulgt hen til vores bord, lige i midten af de 60-70 oevrige fremmoedte. Og saa blev der ellers disket op: vin, punch og sodavand blev serveret for os og tjenere vimsede rundt med det ene fad med pindemader efter det andet. Alle de fremmoedte var klaedt i enten jakkesaet eller fine kjoler, og jeg foelte mig derfor en smule malplaceret i mit noget hippie-lignende outfit. Der blev holdt taler i massevis, og det var af baade FN-medlemmer, parlamentsmedlemmer, rektoren fra landets stoerste universitet og forkvinden for den ene og den anden organisation. Alle der var noget, var her. Det var aabenbart en kendt kvinde der havde skrevet bogen. Undervejs blev vores rester fra pindemadderne fjernet fra bordene, samtidig med at der blev disket op med nye snacks - og ingen kunne derfor se hvor mange pindemadder jeg egentlig havde spist. Heldigvis, for det havde vaeret lidt pinligt.
Loerdag og soendag tilbragte vi med Michael (fra MS) og hans host Ssozi. Det var smadderhyggeligt at se Michael og faa talt lidt dansk igen. Soendag besoegte vi Sandras tante som hun var vokset op hos. Hun boede primitivt i Kampalas slum, men var fantastisk gaestfri og beaeret over at have mig paa besoeg. Sandras faetre boede stadig hjemme, og fotoalbummene blev hevet frem fra gemmeren. Vi sad laenge og kiggede paa billeder og jeg fik mange historier fra de gode gamle dage...

I denne uge har der ikke vaeret nogen moeder/pressekonferencer/boglanceringer. Naar jeg har faaet opgaver af de ansatte, som korrekturlaesning eller renskrivning har jeg loest dem, men ellers sidder jeg foran computeren og laeser internetavis eller skriver blog som nu. Det er ogsaa OK, men jeg kan bedre lide at lave noget. Til april skal jeg paa nogle ture og besoege medlemsorganisationer - det glaeder jeg mig til.
Men foerst skal det lige blive paaskeferie, og saa gaar turen gennem Ethiopien og Rwanda til Zambia - juhuu!

Hav det godt derhjemme
PS. Jeg og de andre fire praktikanter fra Uganda er kommet op paa hjemmesiden: http://www.uwonet.or.ug/2012/03/introducing-the-2012-young-professionals-at-uwonet/

KAMPALA OG KVINDEKAMP

Tiden flyver afsted og jeg er saa smaat ved at falde til i Kampala paa trods af den sindssyge trafik. Kampala minder om Nairobi trafikmaessigt, og hele trafiksituationen kan beskrives med fire bogstaver: K A O S!

Loerdag ankom jeg til hende jeg skulle bo hos. Hun er 22 og hedder Sandra og har allerede faerdiggjort universitetet. Hun bor i en lillebitte lejlighed med udsigt over hele byen. Hun ejer 14 par hoejhaelede sko, men intet spisebord - maden som vi laver i faellesskab indtages i skraedderstilling paa gulvet. Men forholdene er fine: der er stroem (i hvert fald engang i mellem - igen HURRA for pandelampe!) og hun har brusebad og skyl-ud toilet. Det er desvaerre ikke tilfaeldet for mine to danske veninder i Gulu (Norduganda), saa derfor foeler jeg mig ret priviligeret.

Her i Kampala skal jeg arbejde som praktikant hos UWONET, Uganda Women's Network som er en NGO der udfoerer lobbyisme og fortalervirksomhed for kvinders rettigheder. UWONET er en paraplyorganisation for 17 ugandiske kvindegrupper.
Efter ankomst til lejligheden og udpakning maatte vi hen paa kontoret. Sandra er Communication and Information manager hos UWONET, og har en del ansvarsomraader. Bl.a. staar hun for kampagner og vi skulle derfor op og hente et banner til en FN-stoettet kampagne for skilsmisserettigheder. Jeg forestillede mig et banner som dem vi malede i SFU i kaelderen Moellehusvej. Dem vi klippede huller i for at vinden kunne gaa igennem, dem vi soemmede fast til gamle kosteskafte saa vi kunne vandre gennem byen med vores budskab. Men UWONET var ikke saa primitive som SFU-Roskilde.

Banneret var trykt paa i et ordentligt materiale og var tydeligt proffessionelt lavet. UWONETs kampagnedygtighed blev yderligere understreget da jeg samme aften inden nine-o-clock news paa den landsdaekkende TV-kanal saa en reklame fra UWONWET med samme budskab som paa banneret. Jeg kiggede paa Sandra - jep, den havde hun staaet for. Pengene til den havde UWONET fundraiset hos ActionAid. UWONET er ikke bare en lille, ubetydelig NGO med nogle stille budskaber. Sandra fortalte flere succeshistorier om hvordan UWONET tidligere har paavirket befolkningen og politikerne og dermed skabt konkret forandring.

Da jeg startede paa kontoret mandag blev jeg vist rundt og moedte kontorets ca. 20 ansatte. Alle smilede og boed mig velkommen paa dette praktikophold. Jeg blev kaldt til moede men den praktikant-ansvarlige. Vi er 3-4 praktikanter i alt, og hun gennemgik min plan for de naeste tre maaneder. Jeg skal foelge organisationens forskellige kampagner, hjaelpe til hvor behovet er - og saa skal jeg med rundt og besoege medlemsorganisationer. Det hele loed super spaendende! Hun gav mig en en notesbog og en bunke laesestof om organisationens visioner, vaerdier og strategier. Og her taler vi ca. 200 sider. Saa var det ellers bare at gaa i gang.
Da jeg satte mig ud i kontorets skoenne have - jeg fandt et godt spot paa graesplaenen under et trae - grinede et par ansatte fra terrassen: 'Saadan gjorde vores tidligere praktikant fra Irland ogsaa altid.' Og saa maatte jeg jo forklare hvorfor jeg satte saa meget pris paa vejret hernede. De maabede da jeg fortalte om sne, vanter og minusgrader.

Da jeg kl. 5 PM havde fri, tog jeg med Sandra til et moede med 'Women Unite' - en sammenslutning af Ugandas forskellige kvindeorganisationer - her var rettighedsaktivister, advokater og politikere. Moedet foregik paa terassen bag den store, overdaadige villa der husede Ugandas kvindelige top-advokater. En pressemedarbejder farede rundt og blitzede med sit store kamera indtil en af kvinderne protesterede: dette hoerte sig ikke til paa et internt strategi-moede. Han kunne tage billeder ved offentlige og officielle begivenheder. Et par af de andre kvinder bakkede hende op.
Pludselig gik det op for mig hvilket fora jeg var havnet i, og jeg foelte mig taknemmelig over at Sandra havde taget mig med til dette smaahemmelige strategi-moede.
Moedet handlede om The Nodding Disease, en forfaerdelig sygdom der plager i Nord - de steder hvor LRA i sin tid haergede. Den internationale verden fokuserer lige nu paa Kony efter Invisible Childrens misvisende Kony 2012-film, men uganderne har langt mere alvorlige og akutte problemer at se til. Samme indtryk fik jeg sondag, da Sandra og jeg var til te hos naboen: USA og Jason Russell er helt galt paa den. Jeg arbejder paa en artikel om dette emne.
Kvinderne diskuterede og argumenterede saa det battede. Jeg forholdt mig passiv og observerende selvom jeg flere gange havde lyst til at bryde ind. Jeg foeler at jeg indimellem boer vaere lidt ydmyg og lytte foer jeg blander mig. Jeg vil gerne goere tingene paa ugandernes maade, og starter derfor med at holde mig lidt tilbage.

Kvinderne planlagde en karavane der skal gaa gennem Uganda - fra syd til nord - med laegehjaelp og information om sygdommen. Foer jeg fik set mig om var jeg skrevet paa karavane-planlaegningsgruppen og skal til moede igen paa torsdag.

Moerket var faldet paa og myggene kommet frem. Efter et glas juice og en snack var moedet haevet og folk begyndte at takke af. Sandra og jeg var sent hjemme. Vi drak en kop te og saa de sene nyheder foer vi trak myggenettet over vores senge og lagde os til at sove.

Farvel Daraja - hej Nairobi og Kampala!

Opholdet paa Daraja blev afsluttet paa bedst mulige maade.

Efter Mount Kenya var vi meget traette, saa det var heldigt at den foelgende uge primaert foregik paa skolebaenken.

Vi havde temadag om globalisering med fokus paa handel og i- og u-lande. Vi havde teori om IMF, verdensbanken og WTO - meget relevant og vigtigt at forstaa den slags organisationer naar man taler fattigdom og ulighed i verden. Vi saa filmen 'Life and debt' om hvordan IMF er med til at holde Jamaica nede i fattigdom.
Det skoereste ved dette system er at IMF er skruet sammen saaledes at de lande der har stoerst oekonomi, har mest at skulle have sagt. Landets befolkningstal har ikke den store indlfydelse - de skandinaviske lande har fx 5 % af stemmerne, hvilket jo er rigtigt meget naar man tager vores andel af verdensbefolkningen i betragtning. Men forklaringen er simpelthen vores saakaldt sunde oekonomi.

Loerdag tog vi i byen med nogle af de lokale unge vi havde laert at kende. Uheldigvis var det samme dag som en afrikansk popstjerne gaestede Nanyuki - og uheldigvis var det lige det sted, hvor vi var taget hen. Hun sang forfaerdeligt og lyden blev helt forvraenget pga. daarligt udstyr. Men de lokale asede og masede for at komme taet paa og fange et billede af hende med dere3s mobiltelefon. Vi maatte flygte udenfor. Aldrig i mit liv har jeg vaeret til en saa daarlig koncert, men vi havde en sjov og hyggelig aften!
Soendag var vi tre der tog til Thompsons Falls. Et meget smukt vandfald 3 timer vaek fra Nanyuki. Naturen omkring var frodig og groen - ikke noget roed jord som i Nanyuki. Skoent og forfriskende at klatre paa klipperne og maerke sproejtene fra vandfaldet.

Og saa gik turen ellers til Nairobi! Vi blev indkvarteret paa et luksus hotel, og kontrasten fra vores tidligere liv med maasaier i lerhytter som naboer, var slaaende. Vi oplevede Nairobi som en meget skaev by: vi besoegte slummen Kibera. Her bor 1,5 mio mennesker under kummerlige forhold. Aldrig i mit liv har jeg set saa store maengder skrald - og saa klods op ad hvor folk lavede mad og toerrede toej. Det var som L-lejren paa Roskilde Festival, bare dobbelt saa slem. (Til jer der ikke ved det, er L traditionelt det sted paa festivalen hvor der er mest skrald og alt for mange mennesker)
Kibera er et helt lille samfund for sig; skoler skyder op bag skraldebunkerne og der er mange arbejdspladser. Fx besoegte vi en fabrik der sleb koben og lavede dem til smykker. Vi besoegte en organisation der er MS-partner, og det gjorde meget indtryk paa mig. Jeg havde hoert om denne organisation dengang jeg arbejdede for MS. Organisationen arbejder med antikorruption, og har faaet en genial ide: en SMS-kampagne! De omdeler flyers i Kibera med SMS-guides. Man kan over sms melde korruption til denne organisation, som saa tager det videre til myndighederne. Man skriver simpelthen bare en kode, der angiver hvilken form for korruption der er tale om, og hvor det finder sted. SAA SEJT! En ide jeg helt sikkert vil tage med videre.

I Nairobi saa vi ogsaa det komplet modsatte: centrum. Skryskrabere breder sig, menneskene er yderst velklaedte og de kunstvandede buske i parken er klippet perfekt til. I Kibera kan det knibe med vandforsyningen, men i Nairobis City park bruges vandet paa et springvand. De forkerte prioriteringer og den skaeve fordeling af ressourcerne springer i oejnene.
Trafikken i Nairobi kraever naermest et kapitel for sig selv. Alt trafik fra kystbyen Mombasa til andre lande skal gennem Nairobis centrum, da der ikke er nogen omfartsvej. Politikerne har laenge snakket om at forbedre, men det bliver ved snakken.

Efter halvandet doegn i Nairobi fik vi sagt farvel til de andre paa holdet der skulle blive i Kenya eller rejse til Tanzania. Afskeden var trist og vi var mange der kneb i taare. Paa en maaned var vi blevet rigtig gode venner, saa det var aergerligt at vi skulle skilles.

Vi var fire der floej til Kampala onsdag aften, og nu kan et nyt eventyr begynde! Idag skal vi laere byen bedre at kende - det bliver fedt!

PS. til debatten om at true med at skaere i bistanden til Uganda pga den kontroversielle lov om doedsstraf til homoseksuelle, er min holdning helt klar: vi hindrer ikke diskrimination og forfoelgelse ved at traekke vores bistand tilbage, men ved fortsat at vaere til stede i landet og arbejde sammen med de kraefter der forsoeger at hindre diskrimination af homoseksuelle. Christian Friis Bach har helt ret: regeringen maa have is i maven, loesningen er ikke at lade Uganda sejle sin egen soe.

Hav det godt derhjemme, og bak Friis Bach op.