Tilbage i byen

Field trip var fantastisk spændende, men nu er jeg hjemme i den mere civiliserede del af Uganda igen. Jeg nød at være ude og få jord under neglene, for når man sidder på et kontor i hovedstaden oplever man den højtudviklede og civiliserede del af Uganda. Landbefolkningen udgør 80 % af den samlede befolkning og det er de traditionelle stammefolk på landet der diskriminerer kvinder, så det var fedt at opleve alt det vi arbejder med i praksis. Når jeg fortæller folk at jeg var i Karamoja gør de store øjne. Også i nyhederne fremstilles Karamoja som den mest uciviliserede del af Uganda – Karamojong-stammen er den stamme der er sakket mest bagud. De går ikke i tøj, men i lange slå-om klæder. De bor i primitive hytter og de fleste er kvægdrivere. Adgangen til uddannelse og til sundhedsydelser er meget dårlig – de skal rejse langt. Derfor får mange ingen uddannelse, heller ikke grundskole som ellers er gratis for alle. Men det hjælper jo ikke meget når skolerne er utilgængelige for landbefolkningen. Det er mit indtryk at regeringen fokuserer på at forbedre storbyerne frem for at udvikle landområderne. I nyhederne bliver der lavet indslag om børns skoletasker – hvad med de børn udenfor Kampala der ikke engang har adgang til skole? Også medierne fokuserer deres historier på hvad der foregår i hovedstaden, desværre.

Tilbage på kontoret gjaldt det rapport-skrivning. Rapport-skrivning er virkelig essentielt for at modtage udviklingshjælp; man skal kunne bevise hvad pengene er gået til og hvilke resultater man er nået frem til. Så det var i gang med at dokumentere hvad vores field trip handlede om, trin for trin.
Jeg fik mig en ret slem solskoldning da jeg valgte at tilbringe hele 1.maj foran en swimming pool. Mine malariapiller gør huden ekstrem lysfølsom som jeg selvfølgelig lige havde glemt… Det gjorde meget ondt, så derfor tilbragte jeg et par dage hjemme.
Weekenden stod på fint restaurantbesøg på The Revolving Restaurant – en restaurant i Kampalas centrum der drejer rundt. Det var flot at se hele byen oppefra. Bagefter tog vi i biografen og så en dårlig amerikansk film. Uganderne er generelt fans af amerikansk kultur. Lørdag mødtes jeg med min tjekkiske veninde der også er praktikant i Kampala – hun studerer psykologi i Prag. Jeg nyder altid at være sammen med andre europæere og snakke om hvor frustrerede vi til tider kan være over Uganda og uganderne. Vi spiste libanesisk mad – så jeg følte mig virkelig international: spise libanesisk mad i Uganda med min tjekkiske veninde, Jana. Søndag fik jeg og min roommate Sandra besøg af hendes ven, Ramah. Vi bestilte kinesisk mad (igen – internationalt) og så en film. Vi ser mange film da man på hvert et gadehjørne køber dvd-kopier meget billigt. Men det passer mig godt, jeg elsker at se film. Mandag var jeg til koncert med nogle små upcoming bands i Kampala. Her oplevede jeg bl.a. Eric Claptons sange tilsat afrikanske beats. Specielt.
Tirsdag tog jeg på National Museum med Jana. Museet var ikke noget særligt – der var nogle udstillinger af sten- og jernalder (slående hvor lidt det landlige Uganda har ændret sig på så mange år) og så var der nogle forskellige traditionelle musikinstrumenter man kunne spille. Det var sjovt og vi havde en god dag. Jeg nyder at være i byen hvor man kan gå i biografen, til koncert, på restaurant og på museum, men glæder mig også til den næste field trip som starter på søndag og går til Gulu og Kitgum distrikterne i Nord. Her skal vi fokusere på hvordan lovgivninger om kvinderettigheder er blevet implementeret i Norduganda. Vi skal mødes med ’den udøvende magt’, som jeg husker vi kaldte det i samfundsfag. Som tidligere nævnt er et af Ugandas største problemer den ringe implementering af de ellers fine love. Så det bliver sikkert spændende.

Her er nogle billeder jeg tog på vores field trip til Karamoja

Community DialogueLaureen som står for Gender Based Violence-kampagnen fortæller de lokale hvordan de selv kan skabe forandring i deres landsby. Det nytter nemlig ikke altid noget at vente på myndighederne.

 

Deltagerne skulle spille et rollespil.

 

 

Omgivelserne i Karamoja district i Nordøstuganda, nær grænsen til Sydsudan

 
Mig og den anden praktikant, Miria

Det var godt vi havde en firehjulstrækker, ellers var vi aldrig nået frem.

Vores stolte chauffør der fik os sikkert gennem bushen

Nordøstuganda - field trip

Søndag var det afgang fra Kampala ved 12-tiden. Vi var fire fra UWONET + en chauffør der sammen tog af sted i organisationens firehjulstrækker – og så gik turen ellers ud af by-området. Skyskrabere og butikscentre forsvandt og der blev længere og længere mellem husene i takt med at de blev mere og mere primitive. Hele køreturen tog 7 timer og det var fantastisk at opleve hvordan Uganda stille og roligt forandrer sig jo længere nordpå man kommer. Deciderede lerhytter som dem vi levede nær i Kenya begyndte at dukke op. Markerne blev bredere og landskabet grønnere og frodigere. Vi kørte til Katakwi district i Nordøstuganda der grænser op mod Kenya.

Min bog om Uganda fortæller mig at distrikterne Katakwi og Karamoja, som er vores destinationer,  er ustabile og ikke er steder for fremmede og turister. Faktisk anbefaler bogen at man holder sig væk medmindre man er sammen med nogen der er kendte i området – som jeg heldigvis er. Hvorfor, fik jeg at vide af de andre på køreturen. I Nordøstuganda er kvæg lig velstand og menneskene driver som bekendt deres kvæg rundt fra sted til sted. Kvæg-tyve er meget udbredt, faktisk kalder uganderne dem ’warriors’ (krigere) fordi de kæmper med spyd. Kvæg-tyvene færdes om natten i bushen og angriber pludselig en bonde der driver sit kvæg rundt. Hele Norduganda er generelt mere ustabilt og uciviliseret end Syduganda (Kampala, Entebbe og Jinja), også fordi borgerkrigen og Lords Resistance Army hærgede i Nord for kun fire år siden. Denne historie fik jeg mens vi kørte på den bumpede jordvej i vores firehjulstrækker dybere og dybere ind i bushen. Landskabet omkring os var totalt mørkt – kun skæret fra bilens forlygter fortalte os hvor vi befandt os. Jeg krydsede fingre for at stedet vi skulle overnatte var sikkert.
Efter et kort stop for aftensmad (bønner, ris og kylling) var vi endelig på det hotel vi skulle bo i. Det var et fint sted; der var både rindende vand og elektricitet fra 7-10 om aftenen. Jeg delte værelse med Laureen fra UWONET som jeg også bor i lejlighed med i Kampala, så jeg kender hende ret godt. Vi gik tidligt i seng – mandag ventede os en travl dag.

Næste morgen kunne jeg se hvad det var for et område vi var kommet til: lerhytter og små runde stenhytter med stråtag omringede hotellet. Børn løb og legede og boda-bodaerne (motorcyklerne der er overalt i Kampala) var skiftet ud med ganske almindelige cykler som vi danskere kender og elsker dem. Efter morgenmad var det fluks af sted til vores første workshop: ’how to conduct community dialogue’. Community Dialogue defineres således:

A continuous process where a community mutually exchange and discuss issues in their local society with the aim of finding solutions and creating change. Altså at skabe et forum for et lokalsamfund så de kan samles og diskutere problemer for at løse dem i fællesskab.

Det kan være at der er alkoholproblemer i deres landsby, at der begås vold mod kvinder, at mindreårige piger giftes væk – hvad som helst. Lokalsamfundet skal kunne klare sådanne problemer selv og en metode til at løse problemerne er dialog. Idéen med denne field trip er ikke at diskutere disse konkrete problemer med lokalsamfundet eller definere løsninger, men at lære dem selv at gøre det. At hjælpe dem til selvhjælp. Derfor var vores workshop primært for lokale ledere og talenter, mennesker der fremover skal kunne gå ud i deres landsby og afholde en sådan community dialogue. UWONET var til stede for at give dem redskaberne til det. For UWONET er det vigtigt at man ikke overtager forandringsprocessen i et lokalsamfund – man skal understøtte de lokale i selv at forandre og forbedre deres landsby og arbejde med de allerede eksisterende strukturer.

Fra 9-17 blev der holdt foredrag, taget noter, diskuteret og spillet rollespil. Jeg hjalp UWONETs foredragsholdere med praktiske ting og så arbejdede jeg på vores rapport. Rigtig spændende dag. Jeg fornemmede at det var meget, meget givende for de lokale. Tilbage på hotellet spiste vi aftensmad, så en film og gik så i seng.
Tirsdag tog vi fat hvor vi slap mandag og så var der evaluering og afrunding. Da vi havde takket af i Katakwi district var det videre i firehjulstrækkeren mod Karamoja district. Her bor vi også på et moderat hotel og i dag onsdag har vi afholdt samme workshop for indbyggerne i dette distrikt. Regntiden er for alvor begyndt og alt er mudret, men jeg nyder naturen heroppe meget. Efter arbejde tog vi alle fire en lille tur ud i naturen. Byen Moroto som vi bor i er omringet af en bjergkæde, det er virkelig smukt. Alt er så uspoleret heroppe sammenlignet med Kampala. Syd- og Norduganda er samme land, men som to forskellige verdener. Begrebet 'ulighed' får virkelig en helt ny dimension her i Uganda; der er så ekstremt stor forskel på rig og fattig og på by og land.
Imorgen går turen videre til en ny landsby. Men jeg har det godt, det er et fantastisk hold vi er af sted! Hav det godt derhjemme.

Lidt turist-tid er meget rart...

Beklager at jeg har forsømt bloggen så meget på det seneste – de sidste tre uger er gået med påskeferie i Zambia og så er jeg og min roommate Sandra flyttet.

Det var skønt med noget ferie! Jeg nød at få lov til at være lidt turistet for en gangs skyld; spise som en turist, være sammen med andre turister og generelt bare dyrke turist-aktiviteter. Min hverdag i Uganda er meget præget af at jeg er en del af lokalsamfundet og tilbringer al min tid med ugandere, men på trods af op- og nedture er jeg i bund og grund glad for det – at komme under huden på kulturen er jo det der gør mit ophold så meningsfuldt. Selvom det der med at komme under huden virkelig er på godt og ondt.
Rejsen til Zambia var problemfri. I Addis i Ethiopien mødtes jeg med mor, Mette og Julia og vi tog sammen flyet til Zambias hovedstad Lusaka. Mette og Julia har vi kendt længe – ca. 8 år og Mette har en fortid i Mellemfolkeligt Samvirke og har boet 5 år i Zambia. Julias far er zambianer og hele familien bor rundt omkring i landet. Mette fik os indlogeret hos sin gode ven Yusuf der kendte Gud og hver mand i Zambia, var økonomiprofessor der altid blev interviewet og ret rig. Vi blev vist rundt i Lusaka, som er en verden til forskel fra Kampala. Hvorfor man kalder Kenya, Tanzania og Uganda ”det rigtige Afrika” forstår jeg egentlig godt. Zambia er så organiseret: infrastrukturen virker rent faktisk. Der er meget begrænsede mængder skrald i gaderne og folk har bare ikke helt den der ”Hakuna Matata”-tilgang til livet som jeg har oplevet i Kenya og Uganda. Udover Sydafrika, har også Zimbabwe og Zambia mange hvide der har boet der i generationer. Som hvid i Uganda associeres man med penge, men zambianere har et lidt mere nuanceret, civiliseret om man vil, syn på hvide mennesker. Zambia har ikke været en krigszone som mange andre afrikanske lande og Zambia oplever ikke de massive tørkeproblemer som vi tidligere har set i Østafrika og i øjeblikket hærger Vestkysten – så grundlaget for udvikling er bedre. Zambia er et land i rivende udvikling hvor der hvert år skyder nye bygninger op og skabes flere og flere arbejdspladser.
Det er sjovt at opleve hvor broget et kontinent Afrika er, et kontinent man ikke bare lige kan skære over i en kam. Afrika er ikke kun fattigdom, tørke og lerhytter.

I Zambia var vi i Livingstone, en by opkaldt efter den skotske opdagelsesrejsende (oprindeligt missionær) David Livingstone. Livingstone er byen med Victoria Falls, et 2 km bredt vandfald der ikke mærkeligt er UNESCO verdensarv og et af verdens 7 vidundere. 500.000 kubikmeter vand ryger gennem vandfaldet i sekundet og det sprøjter fra alle sider. Det var fantastisk, ekstremt og overvældende. Aldrig har jeg set et naturfænomen så stærkt og kraftfuldt. Vi gik over en spinkel bro med regnbuer omkring os og vandet fossende ind fra alle sider – så smukt. Victoria Falls kunne utvivlsomt forsyne en meget stor del af Zambia med elektricitet hvis man udnyttede vandkraften, men nogle gange skal man bare lade naturen være natur.
I Zambia var vi også på vandsafari på Zambezi-floden på grænsen til Zimbabwe. Fantastisk at se elefanter krydse floden foran solnedgangn 20 meter fra den båd, man sidder i. Nok noget af det smukkeste jeg har set. Zambezi-floden har en høj population af flodheste som er under vandet meget af tiden. Derfor var det lidt uhyggeligt at sejle i kano med frygten for at en flodhest lige skulle rejse sig under kanoen. Specielt fordi en af de ansatte lige inden kanoturen havde spurgt os om vi var klar til en flodheste-ridetur. Hjælp! Heldigvis havde vi nogle meget kompetente guider med der guidede os sikkert gennem Zambezi-floden.
Stedet vi boede var stik ud til floden, og i teltet om aftenen faldt man i søvn til flodhestenes brøl. Vi var også på klassisk safari game drive hvor vi så zebraer, impalaer, forskellige slags aber og elefanter. Vi blev kortvarigt jagtet af en vred elefant, men heldigvis kunne safari-guiden speede bilen op o på den måde skræmme elefanten væk med lyden fra motoren.
Tilbage i Lusaka hyggede vi os i Yusufs hus og fik snakket en masse. Yusuf er en utroligt vidende mand der har en evne til at simplificere meget komplicerede emner, hvorfor det altid er ham der interviewes om komplicerede økonomiske spørgsmål i Zambia. Simplificering kan jo både være godt og skidt, men i hvert fald fik han fortalt en masse Afrika-historie.
Det var en skøn ferie, dejligt at se mor, Mette og Julia igen. Hjemrejsen var dog lettere problematisk da mit fly fra Zambia til Ethiopien var forsinket. Derfor missede jeg mit Uganda-fly, men fik heldigvis tilbudt hotelværelse på hvad der virkede som Addis Abebas fineste hotel inklusiv alle måltider og transport fra og til lufthavnen næste morgen. God service fra Ethiopian Airlines.
Tilbage i Uganda fortsatte jeg turist-stilen. Jeg mødtes nogle venner fra Mellemfolkeligt Samvirke i byen Jinja øst for Kampala. Her tog vi på white water-rafting på Nilens udspring. Rafting = en gruppe mennesker udstyret med hjelme og redningsveste sejler ned af små vandfald i en gummibåd. Og det var virkeligt sjovt! Jeg havde på hvert lille vandfald klamret mig til raften, og i slutningen af dagen var jeg den eneste ud af et hold på 22 der ikke var faldet i vandet. Til sidst var der ikke så meget at gøre da en stor bølge (i samarbejde med vores guide ombord) vendte bådens bund i vejret. Jeg drev ned af Nilens stærke strøm, men blev hurtigt reddet op af redningsfolk i kajak. Vi kunne også tage os en svømmetur i Nilen i ny og næ når der var krokodille-sikkert. Vi havde en rigtig australsk crocodile dundee med i vores båd som undervejs fortalte mange røverhistorier bl.a. om hans ven i Congo der uheldigvis blev spist af en krokodille. Men sjovt, det var det i hvert fald!
Søndag var vi på horseback safari og så Nilen fra hesteryg. Vi red gennem små lokalsamfund og havde ofte en børneflok rendende efter os. Det var også en dejlig tur, mere rolig end water-rafting.
Nu er jeg tilbage i Kampala efter et par uger som turist og tid med andre hvide. Det er dejligt at være tilbage i Uganda, et land jeg holder af frustreres over på samme tid. Jeg ser det faktisk som mit hjem. Sandra og jeg er flyttet ind i en ny lejlighed da der var nogle problemer med huslejestigninger i den gamle. Den nye er bedre og hyggeligere end den tidligere. Den er tættere på supermarked og offentlig transport, så det er også rart. Kvarteret vi bor i er, som det tidligere, lidt uden for Kampala og faktisk lidt landsby-agtigt. Geder og høns render frit rundt mellem husene, kvinder sælger tomater i vejkanten og børnene løber og leger på den stille vej. Rigtig hyggeligt.
På søndag rejser jeg med organisationen en uge til Nordøstuganda – til grænsen mod Sudan og Kenya. Her skal vi rejse rundt og besøge medlemsorganisatione. Det glæder jeg mig virkelig meget til. Hav det godt derhjemme!

Mount Kenya - billeder

Her er nogle billeder fra den fantastiske Mount Kenya-tur.

Mine seje med-bjergbestigere fra MS (mens vi stadig var glade, udhvilede og rene)

Vi naaede toppen akkurat lige inden solen stod opDet haardeste paa hele turen - nedstigningen

Den foerste tid i Kampala

Hej alle jer derhjemme

Jeg savner jer. Isaer nu hvor jeg hoerer at foraaret at ved at komme til det lille land i nord. Der er intet bedre end dansk foraar, lyse aftener, gaature i parker og at nyde solen paa en fortorvscafe. Hernede ved aekvator er det meget, meget varmt!

Den forgangne uge har vaeret rigtig god. Onsdag var jeg med i retten. Sagen der skulle behandles omhandlede arbejdstagerrettigheder og fyring uden grund.
UWONET, organisationen jeg arbejder for, er arbejdsgiver i denne sag og havde fyret to mandlige ansatte pga mistanke om at de 'stjal fra kassen'. Hvorvidt UWONET havde beviser, fik jeg aldrig helt fat i.
Efter security check var vi inde i den store, flotte bygning der blev kaldt 'Kampala Main Court'. Tilstede under retssagen var vi tre fra UWONET, de to fyrede maend der foelte sig uretmaessigt fyret, en advokat fra hver siden og en dommer.
Det var sjovt at se hvordan det foregik - men egentlig var det nok ikke saa anderledes fra hjemme.
Efter frokost var det fluks afsted til en moede med the HIV/AIDS-coalition. Her var flere organisationer repraesenteret udover nogle parlamentsmedlemmer. Bagefter tog Sandra (hende jeg bor hos) til et moede arrangeret af en af hendes venner. Emnet var: Ugandernes svar paa den amerikanske Kony 2012-kampagne. Det var bare super spaendende! Boelgerne gik hoejt og frustrationen var stor. Vi deltog alle i diskusionen, og det blev tydeligt for mig hvor vigtigt dette er for uganderne. Jeg fornemmede at jeg var havnet lige midt i en tid med opbrud og protest - og tydeligvis er dette emne hoejt paa dagsordenen derhjemme, det er fedt at vaere til stede der hvor det sker.
Til moedet var jeg absolut ikke den eneste hvide. Der var amerikanere og australiere der tidligere havde vaeret involverede i Invisible Childrens arbejde. Jeg fik mig en god snak med de anti-amerikanske amerikanere der tydeligvis ikke var stolte af deres land, dets evige krigs-retorik og dets syn paa sig selv som loesningen paa alle verdens problemer.
Vi spiste aftensmad med de andre fra moedet paa cafeen, og havde en super hyggelig aften!

Det meste af torsdag foregik paa kontoret, men om eftermiddagen tog jeg og Sandra til et moede om den sundheds-karavane vi planlaegger for at saette fokus paa nodding disease. Vi fik besluttet mange ting, bl.a. at kampagnen skal finde sted fra d. 22.april-30.april, og hvilke disktrikter der skal besoeges samt hvilke aktiviteter der skal finde sted. Ved karavanens set-off d.22. vil vi forsoege at faa pressen til at dukke op og lave et mindre event. Jeg talte for at denne begivenhed skulle foregaa foran Minestry of Health, da bottom line (i mit hovede) er at politikerne ikke har reageret og investeret i at loese denne krise, svarede en af kvinderne: 'We should not set off at the minestry, because we are not saying that the government failed, but that they are too slow on reacting'. Mage til diplomatiske indstilling skal man lede laenge efter blandt de danske graesrods-organisationer. Derfor endte vi med at beslutte os for at set-off skulle foregaa fra Mulago hospital (som jeg forestiller mig at Kampalas rigshospitalet), saa vi ikke provokerede politikerne for meget. I Danmark ville jeg aldrig holde mig tilbage med at provokere politikerne, men her er det aabenbart lidt anderledes. Deres praesident er jo korrupt og diktatorisk, saa det kan vaere forklaringen paa at de traeder lidt mere varsomt.

Fredag stod den paa pressekonference om Kony-kampagnen. En sammenslutning af kvindebevaegelsen havde sammen formuleret en pressemeddelelse, og kom nu ud med deres syn paa den amerikanske kampagne.
Jeg blev budt velkommen af forkvinden for Isis-WICCE (Women’s International Cross-Cultural Exchange), og fandt en plads blandt fotografer og journalister. Det var en spaendende debat der opstod, og jeg har nu lavet en lille artikel om emnet. Desvaerre afviste Dagbladet Information at bringe den (de plejer ellers at vaere saa soede til det), saa derfor har jeg lagt den op paa nettet: http://www.samfung.dk/blog/hilsen-fra-uganda-vrede-over-kony-kampagne

Fredag aften skulle vi til boglancering af bogen 'Women who will not wait'. Jeg tog afsted med Sandra og direktoeren for UWONET. Vi ankom til et slot-lignende hus med en stor og flot have. I haven var sat et selskabstelt op der var pyntet med lyskaeder, og ved siden af teltet viste en projektor billeder billeder fra reasearch-arbejdet til bogen. Vi blev modtaget af et par tjenere og fulgt hen til vores bord, lige i midten af de 60-70 oevrige fremmoedte. Og saa blev der ellers disket op: vin, punch og sodavand blev serveret for os og tjenere vimsede rundt med det ene fad med pindemader efter det andet. Alle de fremmoedte var klaedt i enten jakkesaet eller fine kjoler, og jeg foelte mig derfor en smule malplaceret i mit noget hippie-lignende outfit. Der blev holdt taler i massevis, og det var af baade FN-medlemmer, parlamentsmedlemmer, rektoren fra landets stoerste universitet og forkvinden for den ene og den anden organisation. Alle der var noget, var her. Det var aabenbart en kendt kvinde der havde skrevet bogen. Undervejs blev vores rester fra pindemadderne fjernet fra bordene, samtidig med at der blev disket op med nye snacks - og ingen kunne derfor se hvor mange pindemadder jeg egentlig havde spist. Heldigvis, for det havde vaeret lidt pinligt.
Loerdag og soendag tilbragte vi med Michael (fra MS) og hans host Ssozi. Det var smadderhyggeligt at se Michael og faa talt lidt dansk igen. Soendag besoegte vi Sandras tante som hun var vokset op hos. Hun boede primitivt i Kampalas slum, men var fantastisk gaestfri og beaeret over at have mig paa besoeg. Sandras faetre boede stadig hjemme, og fotoalbummene blev hevet frem fra gemmeren. Vi sad laenge og kiggede paa billeder og jeg fik mange historier fra de gode gamle dage...

I denne uge har der ikke vaeret nogen moeder/pressekonferencer/boglanceringer. Naar jeg har faaet opgaver af de ansatte, som korrekturlaesning eller renskrivning har jeg loest dem, men ellers sidder jeg foran computeren og laeser internetavis eller skriver blog som nu. Det er ogsaa OK, men jeg kan bedre lide at lave noget. Til april skal jeg paa nogle ture og besoege medlemsorganisationer - det glaeder jeg mig til.
Men foerst skal det lige blive paaskeferie, og saa gaar turen gennem Ethiopien og Rwanda til Zambia - juhuu!

Hav det godt derhjemme
PS. Jeg og de andre fire praktikanter fra Uganda er kommet op paa hjemmesiden: http://www.uwonet.or.ug/2012/03/introducing-the-2012-young-professionals-at-uwonet/

KAMPALA OG KVINDEKAMP

Tiden flyver afsted og jeg er saa smaat ved at falde til i Kampala paa trods af den sindssyge trafik. Kampala minder om Nairobi trafikmaessigt, og hele trafiksituationen kan beskrives med fire bogstaver: K A O S!

Loerdag ankom jeg til hende jeg skulle bo hos. Hun er 22 og hedder Sandra og har allerede faerdiggjort universitetet. Hun bor i en lillebitte lejlighed med udsigt over hele byen. Hun ejer 14 par hoejhaelede sko, men intet spisebord - maden som vi laver i faellesskab indtages i skraedderstilling paa gulvet. Men forholdene er fine: der er stroem (i hvert fald engang i mellem - igen HURRA for pandelampe!) og hun har brusebad og skyl-ud toilet. Det er desvaerre ikke tilfaeldet for mine to danske veninder i Gulu (Norduganda), saa derfor foeler jeg mig ret priviligeret.

Her i Kampala skal jeg arbejde som praktikant hos UWONET, Uganda Women's Network som er en NGO der udfoerer lobbyisme og fortalervirksomhed for kvinders rettigheder. UWONET er en paraplyorganisation for 17 ugandiske kvindegrupper.
Efter ankomst til lejligheden og udpakning maatte vi hen paa kontoret. Sandra er Communication and Information manager hos UWONET, og har en del ansvarsomraader. Bl.a. staar hun for kampagner og vi skulle derfor op og hente et banner til en FN-stoettet kampagne for skilsmisserettigheder. Jeg forestillede mig et banner som dem vi malede i SFU i kaelderen Moellehusvej. Dem vi klippede huller i for at vinden kunne gaa igennem, dem vi soemmede fast til gamle kosteskafte saa vi kunne vandre gennem byen med vores budskab. Men UWONET var ikke saa primitive som SFU-Roskilde.

Banneret var trykt paa i et ordentligt materiale og var tydeligt proffessionelt lavet. UWONETs kampagnedygtighed blev yderligere understreget da jeg samme aften inden nine-o-clock news paa den landsdaekkende TV-kanal saa en reklame fra UWONWET med samme budskab som paa banneret. Jeg kiggede paa Sandra - jep, den havde hun staaet for. Pengene til den havde UWONET fundraiset hos ActionAid. UWONET er ikke bare en lille, ubetydelig NGO med nogle stille budskaber. Sandra fortalte flere succeshistorier om hvordan UWONET tidligere har paavirket befolkningen og politikerne og dermed skabt konkret forandring.

Da jeg startede paa kontoret mandag blev jeg vist rundt og moedte kontorets ca. 20 ansatte. Alle smilede og boed mig velkommen paa dette praktikophold. Jeg blev kaldt til moede men den praktikant-ansvarlige. Vi er 3-4 praktikanter i alt, og hun gennemgik min plan for de naeste tre maaneder. Jeg skal foelge organisationens forskellige kampagner, hjaelpe til hvor behovet er - og saa skal jeg med rundt og besoege medlemsorganisationer. Det hele loed super spaendende! Hun gav mig en en notesbog og en bunke laesestof om organisationens visioner, vaerdier og strategier. Og her taler vi ca. 200 sider. Saa var det ellers bare at gaa i gang.
Da jeg satte mig ud i kontorets skoenne have - jeg fandt et godt spot paa graesplaenen under et trae - grinede et par ansatte fra terrassen: 'Saadan gjorde vores tidligere praktikant fra Irland ogsaa altid.' Og saa maatte jeg jo forklare hvorfor jeg satte saa meget pris paa vejret hernede. De maabede da jeg fortalte om sne, vanter og minusgrader.

Da jeg kl. 5 PM havde fri, tog jeg med Sandra til et moede med 'Women Unite' - en sammenslutning af Ugandas forskellige kvindeorganisationer - her var rettighedsaktivister, advokater og politikere. Moedet foregik paa terassen bag den store, overdaadige villa der husede Ugandas kvindelige top-advokater. En pressemedarbejder farede rundt og blitzede med sit store kamera indtil en af kvinderne protesterede: dette hoerte sig ikke til paa et internt strategi-moede. Han kunne tage billeder ved offentlige og officielle begivenheder. Et par af de andre kvinder bakkede hende op.
Pludselig gik det op for mig hvilket fora jeg var havnet i, og jeg foelte mig taknemmelig over at Sandra havde taget mig med til dette smaahemmelige strategi-moede.
Moedet handlede om The Nodding Disease, en forfaerdelig sygdom der plager i Nord - de steder hvor LRA i sin tid haergede. Den internationale verden fokuserer lige nu paa Kony efter Invisible Childrens misvisende Kony 2012-film, men uganderne har langt mere alvorlige og akutte problemer at se til. Samme indtryk fik jeg sondag, da Sandra og jeg var til te hos naboen: USA og Jason Russell er helt galt paa den. Jeg arbejder paa en artikel om dette emne.
Kvinderne diskuterede og argumenterede saa det battede. Jeg forholdt mig passiv og observerende selvom jeg flere gange havde lyst til at bryde ind. Jeg foeler at jeg indimellem boer vaere lidt ydmyg og lytte foer jeg blander mig. Jeg vil gerne goere tingene paa ugandernes maade, og starter derfor med at holde mig lidt tilbage.

Kvinderne planlagde en karavane der skal gaa gennem Uganda - fra syd til nord - med laegehjaelp og information om sygdommen. Foer jeg fik set mig om var jeg skrevet paa karavane-planlaegningsgruppen og skal til moede igen paa torsdag.

Moerket var faldet paa og myggene kommet frem. Efter et glas juice og en snack var moedet haevet og folk begyndte at takke af. Sandra og jeg var sent hjemme. Vi drak en kop te og saa de sene nyheder foer vi trak myggenettet over vores senge og lagde os til at sove.

Farvel Daraja - hej Nairobi og Kampala!

Opholdet paa Daraja blev afsluttet paa bedst mulige maade.

Efter Mount Kenya var vi meget traette, saa det var heldigt at den foelgende uge primaert foregik paa skolebaenken.

Vi havde temadag om globalisering med fokus paa handel og i- og u-lande. Vi havde teori om IMF, verdensbanken og WTO - meget relevant og vigtigt at forstaa den slags organisationer naar man taler fattigdom og ulighed i verden. Vi saa filmen 'Life and debt' om hvordan IMF er med til at holde Jamaica nede i fattigdom.
Det skoereste ved dette system er at IMF er skruet sammen saaledes at de lande der har stoerst oekonomi, har mest at skulle have sagt. Landets befolkningstal har ikke den store indlfydelse - de skandinaviske lande har fx 5 % af stemmerne, hvilket jo er rigtigt meget naar man tager vores andel af verdensbefolkningen i betragtning. Men forklaringen er simpelthen vores saakaldt sunde oekonomi.

Loerdag tog vi i byen med nogle af de lokale unge vi havde laert at kende. Uheldigvis var det samme dag som en afrikansk popstjerne gaestede Nanyuki - og uheldigvis var det lige det sted, hvor vi var taget hen. Hun sang forfaerdeligt og lyden blev helt forvraenget pga. daarligt udstyr. Men de lokale asede og masede for at komme taet paa og fange et billede af hende med dere3s mobiltelefon. Vi maatte flygte udenfor. Aldrig i mit liv har jeg vaeret til en saa daarlig koncert, men vi havde en sjov og hyggelig aften!
Soendag var vi tre der tog til Thompsons Falls. Et meget smukt vandfald 3 timer vaek fra Nanyuki. Naturen omkring var frodig og groen - ikke noget roed jord som i Nanyuki. Skoent og forfriskende at klatre paa klipperne og maerke sproejtene fra vandfaldet.

Og saa gik turen ellers til Nairobi! Vi blev indkvarteret paa et luksus hotel, og kontrasten fra vores tidligere liv med maasaier i lerhytter som naboer, var slaaende. Vi oplevede Nairobi som en meget skaev by: vi besoegte slummen Kibera. Her bor 1,5 mio mennesker under kummerlige forhold. Aldrig i mit liv har jeg set saa store maengder skrald - og saa klods op ad hvor folk lavede mad og toerrede toej. Det var som L-lejren paa Roskilde Festival, bare dobbelt saa slem. (Til jer der ikke ved det, er L traditionelt det sted paa festivalen hvor der er mest skrald og alt for mange mennesker)
Kibera er et helt lille samfund for sig; skoler skyder op bag skraldebunkerne og der er mange arbejdspladser. Fx besoegte vi en fabrik der sleb koben og lavede dem til smykker. Vi besoegte en organisation der er MS-partner, og det gjorde meget indtryk paa mig. Jeg havde hoert om denne organisation dengang jeg arbejdede for MS. Organisationen arbejder med antikorruption, og har faaet en genial ide: en SMS-kampagne! De omdeler flyers i Kibera med SMS-guides. Man kan over sms melde korruption til denne organisation, som saa tager det videre til myndighederne. Man skriver simpelthen bare en kode, der angiver hvilken form for korruption der er tale om, og hvor det finder sted. SAA SEJT! En ide jeg helt sikkert vil tage med videre.

I Nairobi saa vi ogsaa det komplet modsatte: centrum. Skryskrabere breder sig, menneskene er yderst velklaedte og de kunstvandede buske i parken er klippet perfekt til. I Kibera kan det knibe med vandforsyningen, men i Nairobis City park bruges vandet paa et springvand. De forkerte prioriteringer og den skaeve fordeling af ressourcerne springer i oejnene.
Trafikken i Nairobi kraever naermest et kapitel for sig selv. Alt trafik fra kystbyen Mombasa til andre lande skal gennem Nairobis centrum, da der ikke er nogen omfartsvej. Politikerne har laenge snakket om at forbedre, men det bliver ved snakken.

Efter halvandet doegn i Nairobi fik vi sagt farvel til de andre paa holdet der skulle blive i Kenya eller rejse til Tanzania. Afskeden var trist og vi var mange der kneb i taare. Paa en maaned var vi blevet rigtig gode venner, saa det var aergerligt at vi skulle skilles.

Vi var fire der floej til Kampala onsdag aften, og nu kan et nyt eventyr begynde! Idag skal vi laere byen bedre at kende - det bliver fedt!

PS. til debatten om at true med at skaere i bistanden til Uganda pga den kontroversielle lov om doedsstraf til homoseksuelle, er min holdning helt klar: vi hindrer ikke diskrimination og forfoelgelse ved at traekke vores bistand tilbage, men ved fortsat at vaere til stede i landet og arbejde sammen med de kraefter der forsoeger at hindre diskrimination af homoseksuelle. Christian Friis Bach har helt ret: regeringen maa have is i maven, loesningen er ikke at lade Uganda sejle sin egen soe.

Hav det godt derhjemme, og bak Friis Bach op.

Bestige et bjerg - tjek!

Jeg har besteget Mount Kenya. Det er det mest ekstreme og udfordrende jeg nogensinde har gjort. Billedet af solopgangen bag de sneklaedte bjergtoppe sidder fast paa nethinden. Men lad mig begynde ved begyndelsen:


I loerdags blev vi hentet og koert mod det store bjerg vi har kunne skimte i horisonten lige siden vi ankom til Kenya. Mount Kenya, der er 4800 meter hoejt og dermed Afrikas naesthoejeste bjerg, kan ses paa lang afstand.
Vi blev sat af ved bjergets starting point – saadan lidt oppe ad bjerget. Der skulle 15 mand til at hjaelpe os 11 danskere med at gennemfoere bjergbestigningen. 2 kokke, 2 guider og portere, som er dem der baerer vores ting – mad, sovegrej, toej – alting. Det eneste vi selv skulle baere var vand og snacks (jeg havde stoevsuget det lokale supermarked for energibarer).
Men op gik det: den foerste dag gik vi 9 km. Det var varmt og gik jaevnt opad. Vi ankom til hytten vi skulle sove i ved aftensmadstid, og fik serveret laekker 3-retters menu. Maaltiderne var usaedvanligt gode, og det virkede lidt absurd i omgivelser der ellers var saa primitive, men det hjalp utvivlssomt paa humoeret og gejsten.

Dagen efter (soendag) skulle vi op kl. 6 og saa afsted. Bakke op og bakke ned – 15 km gik vi. Og her kunne man virkelig maerke temperaturskiftet. Efter frokost maatte vi have vores lejede skijakker paa. Soendag var haard og udfordrende, men vi naaede frem til hytten i 4200 meters hoejde sidst paa eftermiddagen.
Vi hyggede os i den iskolde hytte med varm kakao, snak og sange.
Natten til mandag blev vi vaekket kl. 02 og saa begyndte opstigningen for alvor! Med pandeampen paa hovedet gik det ellers opad. Og det var ikke bare en lille vandretur – det var decideret rockclimbing. Det gjaldt om at traede de rigtige steder og gribe fat i klippeudspringende. Det var ekstremt og farligt, men jeg noed det og det kick man fik.


Vi naaede ligepraecis toppen ved solopgang – og det kan ikke beskrives i ord. Jeg glaeder mig til at vise jer billeder: sneklaedte bjergtoppe under os, solen der var paa vej op, -20 grader, og en susende vind. Vi jublede og var saa stolte af os selv.
Nedstigningen var haard. I alt har vi gaaet mindst 50 km paa tre dage, og det kan i den grad maerkes i mine ben. Men udsigten fra toppen af Mount Kenya er det smukkeste jeg nogensinde har set og en oplevelse jeg ikke ville vaere foruden.

Siden sidst...

Hej fra Kenya!

Long time, no writing… Der sker saa mange ting hele tiden – vores program er meget taetpakket, men det er super fedt!
Det gaar fortsat rigtig godt. Jeg vil lige forsoege at ridse op hvad der sket siden sidt.

Vi har holdt en stor Youth Forum-temadag med kenyanske unge. Vi var ca. 50 unge i alt, kenyanske og danske. Vi blev undervist om det at facilitere, dvs at lede/organisere. Vi blev inddelt i grupper og skulle saa organisere en workshop. Min gruppe valgte at lave en workshop om kulturmoeder, hvorfor de kan vaere udfordrende og hvordan man bedst forbereder sig. Den blev virkelig vellykket!
Om aftenen tog vi i byen med de kenyanske unge. De viste os et hyggeligt sted hvor man baade kunne snakke og danse. Vi havde en rigtig god aften, men maatte overnatte paa et hotel i byen, da det er umuligt at komme hjem til Daraja efter kl. 22. Hotellet var fint, men fyldt med kakkelakker paa stoerrelse med vinpropper. Men en sjov aften, det var det!

Vi har ogsaa haft besoeg af maasaier. Visse traditionelle maasaier bevarer deres stammekultur: de klaeder sig i farverige klaeder, har mange halskaeder paa og meget store huller i oerene. De taler maa i steder for swahili. Men det er ret tydeligt at stammekulturen er ved at uddoe i Kenya – de unge bryder i hvert fald med traditionerne kan man se. Vi saa Maasai-dans og sang og havde mulighed for at koebe tasker/smykker.
Vi har besoegt lokale familier – det var virkelig spaendende! Vi blev inddelt i smaa hold, jeg var sammen med en der hedder Maria og saa blev vi ellers sendt afsted. Familien vi besoegte bestod af en mor og fem boern paa 2-14 aar i EN lerhytte. De boede ufatteligt primitivt. De lavede mad over baal til os; ris og groentsager. Vi havde det rigtigt sjovt med boernene og laerte dem en masse lege. De var maasaier og rigtig venlige. Vi tog en masse billeder af familien, som vi printede ud og tog hen og afleverede til dem idag. Det syntes de var utroligt sjovt – de har jo aldrig rigtig set billeder af sig selv.

Vi har ogsaa haft tema om koen i Afrika. Vi startede med noget teori, og besoegte efterfoelgende en lokal kvindegruppe som arbejdede for at oplyse om kvinderettigheder. De havde et hus hvor de lavede aktiviteter sammen – bl.a. producerede de saebe. De havde et koncept der hedder Merry-go-round hvor alle betaler et beloeb om maaneden og saa skiftes de til at bruge pengene til private ting, fx til et nyt tag paa lerhytten. Det var lidt sjovt at organisationen saadan samlede penge ind til medlemmernes private anliggender, men egentlig en meget god ide at stoette hinanden paa den maade. Alle har raad til at give et lille beloeb en gang i mellem, og det kan blive til store summer som den enkelte kan drage stor nytte af.
Vi har ogsaa laert om konflikttrappen og konflikthaandterimg – noget jeg helt sikkert kan drage nytte af naar jeg skal bo i Uganda.
Nadja, der er MS-Uganda koordinator i Koebenhavn, kom paa uanmeldt besoeg paa platformen. Hun havde besoegt ActionAid-kontoret i Kampala og havde en masse spaendende at fortaelle. Hende, jeg og Michael (ham jeg skal til Kampala med) satte os sammen og snakkede. Det loed saa spaendende og Michael og jeg er klar til at indtage Kampala og arbejde for ActionAid Uganda. Michael kender i oevrigt en dansker der arbejder paa den danske ambassade i Kampala. Hun studerer paa RUC og i praktik paa ambassaden. Han har aftalt med hende at hun tager os rundt i Kampala – det er super rart at have en kontakt paa ambassaden.

Imorgen gaar turen til Mount Kenya. Vi er 10 der skal afsted – resten har valgt safari. Mount Kenya er Afrikas naesthoejeste bjerg (efter Kilimanjaro) og det tager tre dage at bestige. Jeg er lidt nervoes for hoejdesyge, men jeg tager det som en udfordring. Men jeg har forberedt mig og det skal nok blive spaendende og rigtig smukt. Naeste gang jeg skrive, bliver det forhaabentlig med ’Bjergbestiger’ paa CV’et. Vi kommer tilbage til Daraja mandag aften, saa proever jeg at komme til computeren.

Kaerlig hilsen Anja

Hvad er fattigdom?

Tillad mig at blive lidt smaa-teoretisk....

Absolut fattigdom er naar man lever for under 1,25 $ pr dag. En billion mennesker verden over lever i absolut fattigdom. Relativ fattigdom er derimod naar man ser paa en persons raadighedsbeloeb i lyset af leveomkostningerne. F.eks. kan en dansker (Carina maaske?) godt have et raadighedsbeloeb paa flere tusinde kroner og stadig vaere fattig, da der er mange og hoeje udgifter forbundet med at leve i Danmark. Denne maade at definere fattigdom paa giver mest mening i mit hovede – det er vigtigt at have oeje for konteksten.

Men hvem kan saa definere fattigdom? Kan den rige, vestlige, civiliserede verden definere hvad fattigdom er og hvem der er fattig? Er noedhjaelps- og udviklingsorganisationerne i stand til at forstaa begrebet, naar de ikke selv har maerket til fattigdom?
Disse spoergsmaal stiller teoretikeren Escobar. For ham er problematikken at de rige lande ikke opfatter fattige som partnere, men som ofre eller maaske endda undermennesker.
Igaar havde vi temadag om fattigdom og ulighed. Vi startede dagen med undervisning om fattigdomsbegrebet og derefter tog vi paa ekskursion. Saadan er mange af vores dage: foerst teori, derefter praksis. Super fedt!
Vi besoegte slummen i Nanyuki og blev vist rundt at lokale unge. Menneskerne bor i hytter bygget af blikplader og plastikposer, de gaar i laset og evigt beskidt toej og har hverkende rindende vand eller elektricitet i deres hytter – for os er de fattige, for dem er det almindelighed. De lever i skrald til anklerne og bor ekstremt beskedent: alt for mange mennesker paa alt for lidt plads.
Her er en vigtig pointe, at de ikke opfatter sig selv som fattige. Ingen der bor i slummen har nogensinde vaeret udenfor Kenya og kender ikke til andet. Er det vores rolle at fortaelle dem at der findes alternativer og at man kan have det meget bedre? Det tror jeg ikke.
Inden udviklingsorganisationerne for alvor fik fodfaeste i Indien, opfattede indere ikke sig selv som fattige. Men vi, de vestlige i-lande, rykkede ind og smed om sig med fattigdomsbegrebet. At dette negative praedikat blev sat paa inderne, rykkede meget ved deres selvforstaaelse og har haft negative konsekvenser for befolkningen.
Derfor er en pointe, at vi som udviklingsorganisation skal hjaelpe fattige afrikanere paa deres praemisser – og hele tiden holde os for oeje, hvad der er realistisk i deres situation. Kontekst, kontekst, kontekst.

Vi besoegte ogsaa fattige i de landlige omgivelser. I stedet for hytter af blik og plastik, bor de i lerhytter og der findes intet skrald i miles omkreds. Vi besoegte en kvinde der braendte traekul for at forsoerge sig selv. Hun kunne saelge det billigt paa markedet. Det er ulovligt og meget , meget miljoeskadeligt; bliver man opdaget af myndighederne, risikerer man faengselsstraf. Men kvinden havde ikke noget reelt valg, og efter min opfattelse giver det, at straffe hende slet ingen mening. Hvis myndighederne skal gribe ind – hvilket de helt klart boer goere – skal det vaere for at oplyse og hjaelpe kvinden til en anden levevej. Saa laenge staten ikke har ressourcerne til at hjaelpe kvinden ud af hendes situation og give hende et reelt alternativ, maa man acceptere at hun lever af at braende traekul.
Vi besoegte ogsaa nogle maend der arbejdede med at braekke sten af for at slibe dem til mursten og nogle der sorterede sand fra jorden, som de kunne saelge. Dette kan de tjene til deres overlevelse paa. Men sten og sand tilhoerer Kenya og ikke kun dem der tilfaeldigvis har bosat sig hvor ressourcerne findes. Det burde vaere staten/myndighederne der administrerede sten og sand og paa retfaerdig vis fordelte den profit, der maatte komme ud af det. Optimalt set. Dette fik vi os nogle gode diskussioner om i gruppen.

Det var en virkelig spaendende dag der gav meget stof til eftertanke. Fattigdom er mange ting og er relativt: det handler om at se det hele i sin kontekst.
Dagen sluttede af med guitarspil og snak under stjernerne (her ude in the middle of nowhere har vi den smukkeste stjernehimmel jeg nogensinde har set!)

Idag har vi slappet af og i aften faar vi besoeg af Maasaierne der skal laere os Maasai-dansen. Det bliver sjovt!

Smukke Kenya

JAMBO
Det betyder HEJ paa Swahili.


Vi laerer Swahili saa vi kan begaa os I lokalomraadet. Swahili tales I Kenya, men ikke I Uganda hvor jeg skal til efterfoelgende – heldigvis, for det er rigtig svaert! Vi faar undervisning af en dygtig laerer ved navn Jessie – han tog os med paa en Swahili-skattejagt I byen Nanyuki. Her skulle vi finde en bestemt frugthandler, en fotohandler og nogle hoteller og spisesteder som vi kan benytte os af. Det var super sjovt og en god made at laere byen at kende paa. Vi tilbragte hele dagen I Nanyuki og valgte at tage ud og spise sammen. Det var virkelig hyggeligt og billigt (ca. 12 kr for en middag med drikkevarer!) Jeg ville oenske vi kunne goere det lidt oftere, men det er besvarligt at komme ind til byen.
Hver gang vi skal til byen koerer vi I Matatu I 45 minutter, men det er altid rigtigt sjovt: vi kigger paa naturen eller synger sange. Vi har laert et par sange paa Swahili, men vi er heller ikke blege for at finde gode gamle Kim Larsen frem. Vejene er meget hullede, saa vi bumper afsted og I loftet er der lagt stoedpuder, da man hopper saa meget op og ned I saedet! Men matatu-turene har vi meget sjov ud af.
Vi var til morgensamling med pigerne paa skolen I mandags. Her sang de sange – den kenyanske nationalsang og en typisk afrikansk sang med bongotromme. De gav ogsaa nyheder og bedte Fader Vor. Her er ellers baade muslimske og kristne piger, men det er tydeligt, at det er kristendommen der dominerer. Pigerne har ogsaa undervisning I kristendom, men ikke i Islam hvilket slog mig lidt… Men der er generelt flest kristne paa skolen og de amerikanske stiftere er tydeligvis heller ikke muslimer.
Vi hjaelper indimellem pigerne med lektier, hvilket er rigtigt hyggeligt og giver noget til begge parter.

Jeg og en anden af voluntoererne tog en lille vandretur op I bjergene omkring Daraja. Jeg har aldrig set noget lignende: vi kunne se stammerne (lerhytter) og den smukke afrikanske slette. Men naturen var barsk og der var kaempestore torne, som gik hele vejen igennem saalen paa min sandal. Saa jeg maatte igang med at klorhexidrin og pincet til at fjerne splinter, da vi kom tilbage. Jeg kan I det hele taget godt maerke at jeg har siddet paa et kontor det sidste halve aar: mine ben og foedder har rifter og er ikke vandt til at faa jord under neglene. Det er skoent saadan at maerke at man lever.
Igaar startede vi dagen med morgengymnastik i de smukke omgivelser. Derefter havde vi tema om demokrati og demokratisk debat. Vi hoerte om Kenyas historie og hvordan en landet faktisk foerst blev reelt demokratisk I 2002. Det er utroligt at taenke paa, at demokrati er saa nyt for landet.
Jeg ville gerne laere noget mere om Uganda ogsaa, men heldigvis har jeg min Uganda-bog med (tak mor!) Noget andet jeg I oevrigt lige vil take for, Ole, er pandelampen! Den er simpelthen livsnoedvendig! Ved 19-tiden er her helt moerkt, og derfor er det meget nyttigt naar vi skal fra faelleshuset til der hvor vi sover.

Vi har laert om en teaterform der inviterer til debat – det hedder Forum Theater. Jeg er vild med det! Det er en teaterform, hvor skuespillerne spiller et dilemma og derefter beder publikum spille en loesning. Min gruppe lavede et stykke om stammer og stereotype koensroller. Ideen er at det skal udfordre normer og tankegang hos lokalbefolkningen, og det er noget vi kan bruge senere hen naar vi skal udstationeres og igangsaette projekter. Det er meget relevant for mig, naar jeg skal arbejde med unge organisationsaktive. Men vi er alle opmaerksomme paa at vi skal passe paa med ikke at provokere lokalbefolkingen. Visse emner skal man vaerre varsomme med.

Vi har ogsaa haft en temadag kaldt ‘Taking Action!’ hvor vi havde en workshop om, hvordan man skaber et projekt eller igangsaetter nye aktiviteter/kampagner ude paa vores placeringer I de respektive lande. Vi er kun 3 ud af 18 der skal lave organisationsarbejde, saa vi arbejdede sammen og diskuterede hvordan man styrker lokale organisationer.
Et key-word for mig er baeredygtighed. Ikke I miljoemaessig forstand, men at det projekt man saetter igang skal kunne koere videre efter man er taget hjem. Som voluntoer handler det om at videregive nogle redskaber, saa lokalbefolkningen SELV kan stable et eller andet paa benene – altsaa hjaelp til selvhjaelp. SAA vigtigt! Giv en fisk I stedet for en fiskestang, giv noget korn I stedet for noget broed.
Vi har ogsaa diskuteret hele udviklings/noedhjaelpsbalancen, som jeg selv var meget optaget af da jeg I efteraaret arbejdede som gade-facer for MS. Noedhjaelpsarbejde kan aldrig staa alene, men skal kombineres med udviklingsarbejde, saa tredjeverdenslande paa laengere sigt faar ressourcerne (primaert i form af viden) til selv at drive deres samfund og modstaa fattigdom. Det er baeredygtighed!


I aften skal vi holde grill-aften sammen, bare os voluntoerer. Det bliver rart! Maden her paa skolen smager godt, men er meget ensformig. Men thank God for at jeg kan lide boenner – ellers var det blevet en lang maaned.
Jeg haaber I har det godt hjemme I kulden og passer godt paa hinanden.
Jeg forsoeger stadig at laegge billeder her paa bloggen, da jeg har taget rigtigt mange gode! Men det bliver paa et andet tidspunkt.

ANKOMST TIL KENYA

Saa er vi ankommet til Kenya, og jeg vil gerne indlede mit foerste blogindlaeg med et 'WAUW!'


Efter en rigtig god - men lang - rejse med mine soede rejsefaeller (vi er 18 personer i gruppen) ankom vi til Nairobi. Rejsen gik fra CPH-Heathrow-Nairobi, og vi ankom tidligt torsdag morgen. Det foerste vi gjorde da vi havde faaet vores baggage, som heldigvis var kommet frem for alles vedkommende, var at klaede om til sommertoej og sandaler. Alle var ved at spraenges af spaending for at komme ud af lufthavnen!

billede af ankomst

Vi blev hentet og koerte i 5 timer til Nanyuki town. Det var umuligt for mig at sove paa vejen, da der var saa utroligt mange ting at se. Smaa landsbyer, slum-omraader, smukke landskaber - og ikke mindst: zebraer og drommedarer i vejkanten. Jorden er roed og Kenya virker meget toer.
Humoeret var hoejt og vi var alle funde af forventninger. Efter at have koert op, op, op i et stykke tid ankom vi til Daraja Academy, hvor vi skal bo den naeste maaneds tid. En kostskole for dygtige, kenyanske piger, hvis foraeldre ikke selv har raad til at give dem en uddannelse. Her bor 77 utroligt livsglade afrikanske piger i alderen 15-19 aar, som gladeligt viste os rundt i omgivelserne. Skolen ligger hoejt oppe i bjergene i fantastiske omgivelser - vi har udsigt ud over den afrikanske slette. Her er varmt, men luften er toer og her er mange briser - det er saa skoent!
Resten af torsdagen brugte vi paa at udforske omraadet og finde os til rette.

(billede af daraja-sten + naturen)

Fredag havde vi et tema om stammer og stammekultur. Vi tog hul paa at laere om kulturen, bl.a. oevede vi hvordan man hilste paa hinanden i stammerne. Der er 160 stammer i alt i Afrika og 42 i Kenya. De er kendetegnet ved forskellige normer/traditioner/religioner og har hver deres sprog (udover swahili). Der er tre hovedgrupper, og vi blev sat ind i forskellen. Efterfoelgende skulle vi ud og besoege stammerne, og det var noget af en oplevelse!

Forestil jer det stereotype billede mange har af Afrika: fattige, udsultede mennesker i lerhytter der har alt for mange boern og alt for faa ressourcer. Saadan var disse stammer. Det var saa uvirkeligt: intet rindende vand, ingen stroem, ingen penge - kun en majsmark og et par koeer. Det var meget forskellige mennesker vi moedte; den foerste var en kvinde der havde soreasis og var saa uhyggeligt svag. Den anden stamme bestod af en glad og skoen familie og nogle meget nysgerrige boern.

(billede af familie)

Den sidste familie var muslimer, men boede umiddelbart paa samme maade. Jessie (der sammen med James) er vores kultur-laerere var med og var tolk, saa vi kunne kommunikere med dem vi moedte, som intet engelsk kunne. De fortalte om deres liv: hvordan de var selforsynende og hvordan deres hverdag var.
Det var en ekstrem oplevelse at se at nogle mennesker bor saa primitivt - og opdage at det med lerhytter altsaa virkelig eksisterer stadigvaek i det 21. aarhundrede.

(billede af lerhytte)

Loerdag tog vi til Nanyuki town. Det tager 45 minutter med Matatu (en mini-bus), og det var en tur som jeg og en anden pige arrangede. Vi havde laest os frem til at der var marked hver loerdag formiddag, og det skulle vi da se! De fleste andre ville med, saa vi tog en gruppe paa 14 til byen og koebte eksotiske frugter og kiggede paa deres toej-boder.

(billede af toejbod og frugtmarked)

Alle dem jeg rejser med er utroligt interesserede i at laere den afrikanske kultur at kende, saa da vi skulle have frokost og valget stod mellem burger/pizza-house og saa et lokalt og meget snusket spisested, var der slet ingen diskussion: vi skulle proeve den lokale restaurentmad.

(billede af os paa restaurenten)

Resten af dagen gik med Swahili undervisning paa Daraja og socializing med pigerne paa skolen. Der er et par stykker der kan spille guitar, saa vi tog da ogsaa et par sange om aftenen. Vi har snakket om at lave baal en af aftnerne og skabe lejrbaalstemning.
Men vi bor rigtigt hyggeligt, og jeg har i den grad faaet brug for en pandelampe. Stroemmen gaar jaevnligt og naar her er moerkt - saa er her VIRKELIG moerkt (hvilket ogsaa goer stjernehimlem fantastisk!)
Tilbage er der vist bare at sige, at jeg har det godt - omgivelserne er fantastiske, kulturen spaendende og anderledes og menneskene jeg er omgivet med er rigtig rare: baade de andre voluntoerer, vores laerere, vores danske ledere og alle dem paa skolen.

Jeg forsoegte at uploade nogle billeder, men det virker ikke rigtigt for denne computer (paa Daraja har vi en computer med en meget sloev forbindelse). Ser om det kan lade sig goere paa et andet tidspunkt. Pas godt paa hinanden hjemme i kulden!

Kaerlig hilsen Anja